Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Uklædeligt EU-lurepasseri

Skiftende danske regeringer har haft en betydelig ulyst til at forholde sig til krav om øget EU-integration, akkurat som det sker nu hvor EU-topmødet går i gang.

Dermed forpasser den politiske elite endnu engang chancen for at sætte en offensiv EU-dagsorden, der ellers kunne øge engagementet og forståelsen for, at det er i Danmarks interesse at placere sig i hjertet af Europa.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt valgte således en ualmindelig defensiv linje forleden, da hun dels markerede, at regeringens løfte om en folkeafstemning i indeværende valgperiode ikke er afgørende. Dels at hun nærer en grundlæggende reservation overfor disse tanker om øget integration. EU-Kommissionens formand Barrosos modsvar var det enkle, at det bestemmer Danmark helt selv, så længe de andre kan gå videre.

Virkeligheden er, at det er i dansk interesse med en styrket EU-integration. Det udspil EU-toppen præsenterer om bank- og finansunion samt om øget politisk union hænger helt indlysende sammen med det pres, der hviler på europæisk økonomi. Vores skepsis i Danmark overfor EU er ubegrundet. De store succeser EU har sikret i form af fri bevægelighed for varer, mennesker og tjenesteydelser og den store udvidelse, der har stabiliseret og styrket Central- og Østeruopa, glemmer vi nemt i denne økonomiske krisetid, men de har bidraget til velstandsskabelsen i kraft af, at vi er ét stort marked.

Det danske EU-formandskab har fungeret udmærket i forhold til at levere resultater i form af en række direktiver, men har skuffet i udpræget grad, når det handler om at styrke danskernes EU-engagement. Den del handler ikke mindst om at igangsætte en debat om de dybt skadelige danske forbehold. Forbeholdene betyder, at vi ikke er tvunget ind i, men efter nærmere forhandling kan tilslutte os de politiske beslutninger vi finder fornuftige. At få lov til at være med kræver hver gang, at vi bruger politisk kapital, og det har ingen nation i ubegrænset grad. På lange strækninger må danske diplomater og ministre bruge betydelige kræfter på at sikre, at vi kan deltage i de for Danmark gavnlige elementer som forbeholdene ellers blokerer for. Dét er den danske »rugbrødsvirkelighed« for danske diplomater og embedsmænd.

Hvis Thorning højt og flot havde erklæret, at Danmark skal med, fordi det er i vores nationale interesse, var hun ikke på denne plads blevet beskyldt for typisk dansk lurepasseri. Når udtrykket »typisk« er velvalgt, er det fordi VK-regeringen i sit tiår også lurepassede. Det burde Venstres Lykke Friis tænke lidt over, når hun i øvrigt helt rigtigt gør opmærksom på, at Danmark nærmer sig en skæbnestund for det fortsatte medlemskab. De EU-positive partiers kollektive lurepasseri hænger naturligvis sammen med de selvpåførte traumer, som der har været i dansk EU-politik i nogle årtier, og som hænger sammen med forbeholdene. Bundlinjen er dog fortsat, at nok afgiver vi suverænitet til EU, men vi vinder indflydelse i europæiske og globale fora, der langt overstiger vores størrelse. Forbeholdene er en selvpåført forhindring for, at vi fuldt og helt engagerer os i EU, og vi gør derfor klogt i at være åbne overfor mere union.