Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Udskyd folkeafstemningen

Statsministeren bør derfor se realiteterne i øjnene og udskyde folkeafstemningen, til der er klarhed over, om Danmark fortsat kan føre sin egen udlændingepolitik.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen bør udskyde folkeafstemningen om retsforbeholdet, mener Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Europa forandrer sig hastigt i disse uger.

Flygtninge- og migrantkrisen har store konsekvenser, både i hverdagen i mange lande, på banegårde, motorveje og ved færgehavne og naturligvis ikke mindst for de hundredtusinder på vandring gennem Europa. Der er vendt op og ned på meget.

For Danmark, som siden søndag aften har været en helt konkret og meget synlig del af flygtninge- og migrantkrisen, står det allerede nu klart, at princippet om, at vi selv kan kontrollere tilstrømningen til landet, i virkeligheden er en illusion.

Det europæiske asylsystem er brudt sammen, Danmark fungerer nu som transitland for tusinder af flygtninge og migranter, og vi har ingen mulighed for at styre, hvor mange der kommer hertil for at søge asyl, og hvor mange der blot bruger Danmark til gennemrejse.

Men også på anden vis er Danmarks udlændingepolitiske suverænitet under pres, selv om vi ved folkeafstemningen om retsforbeholdet 3. december netop skal stemme om en tilvalgsordning, som tillader os fortsat at stå uden for en fælles europæisk udlændinge- og asylpolitik.

Forløbet i de seneste dage viser imidlertid, at denne suverænitet hurtigt kan vise sig at være lige så illusorisk som forestillingen om, at vi kan registrere alle ankommende flygtninge og migranter og dermed styre tilstrømningen.

I går meldte regeringen ud, at Danmark ikke bliver en del af den obligatoriske fordeling af 160.000 flygtninge, som EU-Kommissionen foreslog forleden.

Det er en logisk melding, al den stund Danmark takket være retsforbeholdet jo netop ikke kan tilslutte sig denne fordeling, som i øvrigt intet grundlæggende vil løse: Europas ydre grænser vil stadig stå åbne, og menneskestrømmene vil givet fortsætte uden om de fastsatte kvoter.

Imidlertid sætter det potentielt set Danmark i en vanskelig situation; for forslaget er knyttet til en ny udgave af den såkaldte Dublin-forordning, der indebærer en permanent fordelingsnøgle EU-landene imellem. Ønsker Danmark ikke at indtræde i den, kan vi blive sat uden for Dublin-forordningen.

Derved bliver det umuligt for os at sende asylsøgere tilbage til andre europæiske lande, hvis de ikke har ret til asyl her. Med andre ord: Danmark bliver en potentiel asylmagnet.

Integrationsminister Inger Støjbjerg udtrykte i går forhåbninger om, at der kan findes en forhandlingsløsning, så Danmark trods alt kan forblive en del af Dublin-forordningen.

Det kan i den forbindelse være en overvejelse for Danmark at indgå i en frivillig kvotefordeling i tilknytning til Dublin-forordningen, hvor virkningsløst det end er, og hvor symbolpolitisk det end er for et land, som allerede tager mere end sin gennemsnitlige del af de tilkommende flygtninge og migranter – hvad Danmark gør. Men det kan blive en løsning, hvis man vil afværge det totale udlændingepolitiske kollaps, som en eksklusion af Dublin-forordningen vil medføre.

Uanset hvad er Danmarks udlændingepolitiske suverænitet nu sat på spil. Ingen ved, hvordan dette spil ender.

Det kommer til at foregå i de kommende uger og måneder frem mod folkeafstemningen 3. december. Dermed er hele debatten om tilvalgsordningen allerede komplet afsporet som følge af de dramatiske begivenheder i de seneste dage og uger i Europa og i Danmark.

Der vil være en overhængende risiko for, at danskerne – i utryghed over den samlede situation – ender med at stemme nej. Man ser allerede nu ikke mindst Dansk Folkeparti virkelig gå til stålet.

Statsministeren bør derfor se realiteterne i øjnene og udskyde folkeafstemningen, til der er klarhed over, om Danmark fortsat kan føre sin egen udlændingepolitik.

At fastholde afstemningen i denne situation vil være en gambling med alt for mange ubekendte.