Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Udlændingepolitikken er blevet blå bloks akilleshæl

Marcus Knuths skift til de Konservative udstiller den nye splittelse om udlændingepolitikken i blå blok. Så længe den vedbliver at eksistere, sidder Mette Frederiksen solidt i Statsministeriet.

Marcus Knuth har med sit partiskift udstillet, at den overordnede enighed om en stram udlændingepolitik, der var adgangsgivende til magten for blå blok 2001-19, nu er atomiseret ud i dyb indre splittelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

I næsten 20 år var udlændinge- og værdipolitikken den borgerlige bloks stærkeste kort. Det liberale Venstre og det nationalkonservative Dansk Folkeparti havde fundet sammen i et »værdifællesskab«, og rød blok var dybt splittet i spørgsmålet. Det betød, at blå blok for første gang siden krigen syntes på vej til en slags førstefødselsret til regeringsmagten i Danmark.

I går forlod Marcus Knuth partiet Venstre og sluttede sig til Det Konservative Folkeparti i stedet. Hans begrundelse for skiftet var udlændinge- og værdipolitikken. Ikke alene meddelte han, at han på det område ville befinde sig bedre og mere naturligt i en konservativ gruppe. Han understregede også temmelig direkte, at han er betydeligt uenig om netop udlændingepolitikken med Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Derved fik Marcus Knuth udstillet, at alt er ændret i dansk politik. At den overordnede enighed om en stram udlændingepolitik, der var adgangsgivende til magten for blå blok 2001-19, nu er atomiseret ud i dyb indre splittelse.

Denne splittelse har påvirket de tre partier fra VLAK-regeringen meget direkte. I nogen tid har det stået klart, at der var stridende grupperinger internt i Venstre - der er relativt langt fra Inger Støjberg til Jan E. Jørgensen. Nu har det udmøntet sig i en konkret afskalning, som egentlig blot kan være afsættet til, at den indre uenighed rykker til Konservative, der nu står med en stærk strammerfløj. Men som også har toppolitikere, der trækker i en noget anden retning. Og Liberal Alliance har som alle ved gennemgået en opsplitning for nylig, der har materialiseret sig i dannelsen af partiet Fremad med Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund i spidsen.

Imens er der også de senere år opstået nye partidannelser til højre med både Nye Borgerlige - og langt ude på ekstremistfløjen Rasmus Paludans Stram Kurs.

I disse timer sidder rød blok i de afsluttende forhandlinger om årets finanslov. Også her er det udlændingepolitikken, som i sidste fase driller. Men de færreste er omvendt i tvivl om, at det nok kommer til en aftale. Rød blok er endt med i vidt omfang at kunne komme overens med sine indre uenigheder om udlændingepolitikken, og i dag er det socialdemokratiske politikere, der tillader sig at belære borgerlige kolleger om vigtigheden af en stram udlændingepolitik - mens den i flere tilfælde ikke desto mindre lempes.

Situationen indrammet af Marcus Knuths brud med Venstre tydeliggør, hvor afgørende det er, at de borgerlige evner igen at finde sammen om et holdbart fælles grundlag, når det gælder udlændinge- og værdipolitikken. Før det sker, er det usandsynligt, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet kan tvinges fra regeringsmagten igen af et vælgerkorps, der uforandret både kræver en stram udlændingepolitik og samtidig nogenlunde sikkerhed for, at det parti, man betror sin stemme, faktisk evner at gennemføre den.

TOM JENSEN