Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Udlændinge­politikkens genkomst­

Frem til Grundlovsdag har udlændingepolitik fyldt minimalt i valgkampen, når lige bortses fra hetzen mod EU-borgere fra Central- og Østeuropa, der ellers holder hele brancher oppe, der ikke kan få danske ledige.

Men på demokratiets festdag var en hovednyhed forskellige islamiske grupper, der mener at sande muslimer ikke skal stemme. Salafisten Adnan Avdic udtalte i bedste tv-tid »I helvede med Grundloven«.

Det er jo ikke sådan, at radikalisering og ekstremisme er et fænomen, der er kommet med rød blok ved magten. I snart mange år har det været et problem.

De borgerlige regeringer fra 2001-11 både strammede og sendte klare signaler om, at nok var nok. Der er altså tale om et fælles problem, som hænger sammen med årtiers fejlslagen udlændingepolitik, der på sælsom vis har gjort en række vestlige lande til magneter for folk, som dybest set foragter vores livsform.

Hvor der er ligestilling mellem kønnene. Hvor lov står over lovreligion. Hvor rettigheder knytter sig til enkeltindivider, og hvor man ikke har parallelsamfund, hvor myndighederne ikke kan færdes.

Heldigvis har vi en række danske politikere med muslimsk baggrund, der i deres praksis viser, at man sagtens kan være muslim og sekulær demokrat.

Særligt politikere fra Socialdemokraterne har siden grundlovsdag haft tid til at ønske islamisten hen, hvor peberet gror. Op til sidste valg ønskede SFs daværende formand samme typer helt til helvede, hvor det så end ligger. Og Thorning har f.eks. udtalt sig mod muslimske tørklæder. Men hvad er der sket, mens den nuværende regering har haft magten og ansvaret?

På en række områder er udlændingepolitikken blevet slækket, vigtige redskaber som starthjælp og kontanthjælpsloft fjernet. Imens er mindst 115 draget i krig i Syrien og Irak, heraf mange for terrorbevægelsen IS. Hvorfor justitsminister Mette Frederiksen ikke tidligere har presset på for en prøvesag, står hen i det uvisse.

Det sker i en tid, hvor der prædikes had i nogle moskeer, og foreninger som Hizb ut Tahrir kan operere frit. Selvfølgelig vil det være plat at hævde, at regeringen har et ansvar for galninge som islamisten på tv-skærmen. Men et politisk flertal efter valget har til gengæld et ansvar for, at vi tager dette problem alvorligt.

Vi har altså et samfundsproblem. Desværre bliver flygtninge, indvandrere, udlændinge og integration hældt i samme gryde. Det hele er ikke det samme.

Hvor arbejdskraftsindvandring i de kommende år vil være med til at sikre væksten herhjemme, fordi flere går på pension og færre er i den erhvervsaktive alder, må det siges lige ud, at der er brug for en mere balanceret, helhedsorienteret udlændingepolitik.

Med plads til dem, der kan og vil. Med muligheder for at blive en del af det danske fællesskab. Der i dag er mere mangfoldigt end tidligere. Og hvor det er en gevinst, at mange udefra finder et hjem i Danmark.

Det er derfor på tide med udlændingepolitikkens genkomst. Thorning slår sig paradoksalt op på, at Socialdemokraterne vil stramme, mens den Radikale regeringsmakker vil lempe. Sammen med resten af venstrefløjen, herunder det nye parti Alternativet ved vi nok, hvad venstrefløjen vil.

Når rød blok først kommer op i tårnet kan meget ske. Men da det nu er vælgernes tur til at afgøre, hvilken retning Danmark skal tage, ved vi først om nogen tid, hvilken retning udlændingepolitikken tager.