Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Udenrigspolitisk tyngde

»Mængden af problemer i verden er uendelig, men det er ressourcerne ikke.«

De færreste danskere vil formentlig være i stand til at redegøre for, hvorfor Danmark bidrager militært til netop FN-missionen i Mali. Hvorfor ikke Elfenbenskysten? Eller Haiti?

Det giver derfor god mening, når den udenrigspolitiske gransker, Peter Taksøe-Jensen, ifølge Jyllands-Posten foreslår, at der i fremtiden skal prioriteres langt skarpere end i dag. Mængden af problemer i verden er uendelig, men det er ressourcerne ikke. Derfor skal der ikke herske tvivl om, hvorfor Danmark vælger at bruge kræfter ét sted fremfor et andet.

Granskeren mener, at det klogeste vil være at lægge indsatsen der, hvor vores værdier og interesser er sammenfaldende, og hvor vi bliver bemærket. Det bliver vi ikke i Mali. Og det bliver vi ikke på Vestbredden og i Gaza, hvor hele verden er til stede. Men det gør vi til gengæld i Arktis, eftersom vi er en af blot fem arktiske kyststater, som skal dele det enorme område mellem sig.

Samtidig vil det beredskab, som vi kan opbygge med henblik på at håndhæve myndighed i Arktis, kunne bruges i Østersøen, hvor vores allierede i NATO, balterne, frygter russernes neoimperialisme. Det er os, der skal være med til at forsvare dem, hvis ballonen går op. Og så skulle vi gerne have noget at forsvare dem med. Her mødes interesser med værdier: Vi sikrer os mod truslen fra øst og sætter os i stand til at håndhæve suveræniteten i Arktis samtidig med, at vi forsvarer balternes frihed. Den frihed, som vi var med til at sikre dem for 25 år siden i en af dansk udenrigspolitiks fineste stunder.

Men naturligvis skal vi ikke kun være til stede i Arktis. Vi bomber ikke i Irak og Syrien for sjov. Nogle af de unge IS-terrorister er danskere, så det er også vores krig. Og i hvert fald er syrere og irakere blevet vores flygtninge, og det er i vores klare interesse, at Islamisk Stat bliver nedkæmpet. Desuden viser vi amerikanerne, at vi er klar, når de beder om det. Og amerikanerne er – om man kan lide det eller ej – stadig de eneste, vi kan sætte vores lid til, hvis der skulle udbryde storkrig igen.

Udover disse indlysende prioritetsområder vil enhver regering naturligvis ønske at bruge udenrigs- og bistandspolitikken til at brande Danmark. Hvad enten det nu er som førende i pirateribekæmpelse ved Afrikas Horn eller som leverandør af klimateknologi til flygtningelandsbyer i Mellemøsten. Her må enhver regering efter politisk temperament beslutte sig for, hvad den helst vil kendes på. Det vigtige er, at den i modsætning til i dag faktisk bliver kendt på noget bestemt.

Mens de første prioriteter altså er uomgængelige, er de sidste politiske afgørelser. Sådan skal det vedblive at være. Det er derfor svært at se, hvorfor det ifølge Peter Taksøe-Jensen er tvingende nødvendigt at forsyne statsministeren med en ny permanent sikkerhedsrådgiver med tilhørende sekretariat i en situation, hvor man har skamsparet på udenrigstjenesten og forsvarsbevillingerne. Taksøe-Jensen har udstukket retningslinjerne. Nu mangler vi bare, at politikerne følger dem.