Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Uden for rækkevidde

I slipstrømmen på medieomtale og debat om pigebander og voldelige unge er det værd at standse op og konstatere, at overordnet er kriminaliteten faktisk dalende i Danmark. Statistisk set begås der færre indbrud, der udøves mindre hærværk, og det er blevet fredeligere at gå i Københavns gader end for nogle år tilbage. Sådan opleves det til gengæld ikke af dem, det går ud over, fordi der, især når det angår vold, er sket en forråelse. Bander har i perioder hærget gaderne med skyderier, og overfald begået af unge under den kriminelle lavalder får ekstrem karakter.

Derfor er debatten om straf og forebyggende indsats, desværre, evig aktuel. Diskussionen fik yderligere næring, da det for nylig var den tidligere politiker Naser Khaders datter, der blev offer for et modbydeligt overfald udført af en gruppe piger. Efterfølgende er det kommet frem, at pigebanden har flere ofre på samvittigheden, at de er anbragt på en døgninstitution, men at de i øvrigt har kunnet færdes frit og har udført flere kriminelle handlinger, selv om de burde være under overvågning. Institutionen har ikke magtet eller villet hindre pigernes udgang, selv om andre lignende institutioner er mere håndfaste.

Ingen tvivl om, at de piger har haft en meget lidt misundelsesværdig opvækst. Men heller ingen tvivl om, at de udmærket er klar over, hvad de har haft gang i. Derfor er det ikke medlidenhed, de har brug for, men handling, regler og konsekvens. Det er yderst sigende, når en centerchef i Københavns Kommunes socialforvaltning kan udtale, at »de piger har samme rettigheder som ganske almindelige danske børn«. Javist har de har som andre borgere fundamentale rettigheder. Men for det første er der ikke tale om almindelige danske børn, men unge piger, som er helt uden for pædagogisk rækkevidde. For det andet har de gennem deres handlinger mistet retten til at blive behandlet på lige fod med andre børn og unge. Ideen med straf og forebyggende foranstaltninger er jo, at myndighederne tiltager sig retten til at gribe ind i borgernes liv.

Nok så interessant er det, hvad man stiller op med disse unge, som ofte er under den kriminelle lavalder. De kan ikke tiltales eller straffes i normal forstand, fordi de er under 15 år. Men de er tvangsfjernet fra deres hjem og tvangsanbragt på institutioner på ubestemt tid, hvilket for dem opfattes som en straf. Det er et dobbelt angreb på retsbevidstheden: Dels samfundets retsbevidsthed, fordi de unge ikke stilles til ansvar for deres handlinger. Dels de unges retsbevidsthed, fordi de er unddraget den gængse retspleje, og ikke får en dom, de kan forholde sig til. Det er værd at overveje de forslag, der er fremsat, om specielle børnedomstole med særligt dedikerede dommere og juridisk bistand. En sænkning af den kriminelle lavalder bør også overvejes. I bandekriminaliteten er det ikke ukendt, at man rekrutterer og udnytter børn under 15 år. VK-regeringen sænkede den kriminelle lavalder, hvorefter den nuværende regering skyndte sig at hæve den igen som en symbolhandling. Men symboler løser ikke problemet med kriminelle børn. Der må skrappere foranstaltninger til. Pædagogikken har, i alt fald i tilfældet pigebander, åbenlyst svigtet.