Det siges, at man bliver mere moden og myndig med alderen, og forhåbentlig er Dansk Sprognævn ingen undtagelse. Nævnet fylder 60 i dag og har for længst nået en alder, hvor man godt må optræde som en autoritet. Omgivelserne vil faktisk gerne have, at det virker, som om der er en voksen til stede.

I efterhånden mange år har nævnet vægret sig ved at skulle fortælle folk, hvordan man taler og skriver korrekt dansk. For det skal vi da alle sammen være med til at beslutte, har mantraet lydt.

Læs også: Sprog, kultur og identitet

Resultatet er forvirring. Mon ikke de fleste har prøvet efter en ophedet disput om korrekt grammatik eller stavemåde at konsultere Retskrivningsordbogen, kun for at finde ud af, at det kan være hip som hap? For jo, man skriver TV med stort. Men man behøver ikke at gøre det. Eller jo, man skriver »inden for skolens mure«, fordi præpositionen har en styrelse, men nu kan man også skrive »indenfor skolens mure«, hvis man føler mere for det. Eller man skriver ressource og resurse efter forgodtbefindende, mens man kun må skrive mayonnaise, men ikke længere majonæse.

Den manglende konsekvens i nævnets revideringer komplicerer tingene. Nu skal man ikke alene huske, at ministerium godt kan skrives ministerie, man skal også huske, at magnesium ikke kan skrives magnesie, og man skal huske, at bindestregerne både kan sættes, så det hedder »væg-til-væg-tæppe« og »væg til væg-tæppe«, men absolut ikke som »væg-til-væg tæppe«.

Givetvis har sprognævnet haft de nobleste intentioner. Man har tænkt, at sproget er dynamisk og verden global, og et dige kan alligevel ikke holde en stormflod tilbage. Derfor skal Dansk Sprognævn indtage rollen som registrant, ikke som skolemester. Måske har man også tænkt, at sproget ikke længere skulle være et magtmiddel, der satte klasseskel mellem mennesker; i et Danmark med stadig flere nydanskere skulle rigid retskrivning ikke medvirke til skabelsen af et nyt proletariat.

Ja, måske har nævnet endda i visse højtidelige stunder tænkt, at dets mission var at frigøre befolkningen fra retskrivningens stive former og snærende konventioner: Så vi kunne udfolde os sprogligt med større selvtillid og glæde. Det er bare ikke sket. I stedet er vi endt i det, teologen K.E. Løgstrup kaldte for formløshedens tyranni, hvor ingen aner, hvad der er op og ned, og selv universitetsprofessorer ikke længere kan stave og sætte komma. For sand visdom er nu engang at vide, hvad man ikke ved, og det ved ingen længere. Dagligsproget er heller ikke blevet smukkere af pluraliteten af udtryksformer, tværtimod: Vi »kommenterer på«, »diskuterer omkring en sag«, »står op for nogen« og ævler »fremadrettet« løs.

Læs også: Sproglig opsang skiller vandene

Nævnets tanke om at lade tusind sprogblomster blomstre er i princippet smuk og rigtig. Men det kræver en gartner, der luger ud i tidslerne, så der bliver lys og luft, og blomsterne kan gro.

Vi savner en autoritet, der med klar og fast stemme tør sige højt, at sproget ikke er et fedt. En autoritet der i kraft af sin erfaring og faglighed har noget på hjerte og ikke på hjertet; én, man stoler på og tør tage på ordet. Anyone? Det kunne godt være en på 60.