For de danskere, som under valgkampene i både 2005 og 2007 undrede sig over, at den borgerlige regering kastede sig ud i konkurrencen med venstrefløjen om at ville skabe den største offentlige sektor, må de seneste dage have været noget nær surrealistiske. For nu forstår man, at også politikere, som i sin tid var medansvarlige for, at den offentlige sektors andel af dansk økonomi fik lov til at vokse, selv om regeringen var borgerlig, i virkeligheden mener, at dén politik var helt forkert. Det gælder eksempelvis Venstres tidligere politiske ordfører Jens Rohde, forhenværende formand for Folketinget, Christian Mejdahl, og det tidligere Venstre-medlem af Europa-Parlamentet, Karin Riis-Jørgensen. Kritikerne har på den ene side ret. For det var jo i årene 2004-2008 ikke ligefrem nogen hemmelighed, at Fogh-regeringen med sine økonomisk politiske prioriteringer nogle gange var på kollisionskurs med ikke blot traditionel borgerlig politik, men også med den mest kompetente økonomiske ekspertise, regeringen selv kunne opdrive. Således gennemførtes i de nævnte år en række kommissionsarbejder om netop finansieringen af det danske velfærdssamfund, hvis konklusioner den borgerlige regering flere gange valgte at tilbagevise i noget nær samme sekund, de blev offentliggjort.

Men at politikere, der rent faktisk havde ansvaret i de år, nu løber fra det, afslører et manglende politisk format af dimensioner. Uanset at de sagligt set har nogle pointer. Hvorfor ikke sige det, som det er: At uden de kompromiser, som betød, at den offentlige sektor voksede og voksede, havde den borgerlige regering aldrig overlevet tre valg og otte finanslovsforhandlinger i en politisk virkelighed, hvor der i Folketinget eksisterer et regulært velfærdsflertal uden om VK-regeringen. Ansvarsforflygtigelsen blandt en del borgerlige politikere tjener derfor mest til at fremme politikerleden i en befolkning, som nu skal til at betale regningen for såvel finanskrisen som det offentlige overforbrug. Måske var Fogh-årenes dispositioner ikke altid borgerligt sindedes kop te, men de var udtryk for en realisme, som det ville klæde de ansvarlige at redegøre sagligt for nu.

Med andre ord kan diverse opgør med Fogh-æraen ikke bruges til noget som helst i 2010, hvor krisen har tvunget politikerne til at melde klart ud, og hvor også Dansk Folkeparti med sin deltagelse i Genopretningspakken har signaleret vilje til økonomisk ansvarlighed. Den ansvarlighed finder man til gengæld ikke hos S-SF-oppositionen, hvis økonomiske politik vil gøre hullet i de offentlige kasser større og i længden betyde mindre og dårligere velfærd til danskerne. Det kunne de borgerlige selvpiskere passende koncentrere sig om at fortælle vælgerne snarere end at bruge kræfter på et lidet flatterende selvopgør, som kun kan gøre det sværere for Løkke-regeringen at få danskernes tilslutning til en hård økonomisk politik, som er nødvendig - men som også kommer til at gøre ondt.