Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Uambitiøst flyindkøb

»Denne regering har ligesom den forrige demonstreret, at den ingen intentioner har om at efterleve løftet til NATO-partnerne.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med indstillingen om at købe det amerikanske F35 kampfly som erstatning for de nedslidte F16 fly har regeringen truffet det indlysende valg. F35 – Joint Strike Fighter – bliver det dominerende vestlige kampfly i de næste 50 år. Det bliver også et sikkert og velfungerende fly. Alene det forventede antal fly – flere end 3.000 skal bygges – betyder, at flyet vil blive udviklet som krævet og blive driftsikkert. I de senere år har flyet fulgt de planlagte fremskridt, og snart kommer fly nummer 200 ud fra fabrikkerne. F35 kommer til at sætte standarden for fremtidens kampfly og giver Danmark en garanti for at kunne deltage både militært, sikkerhedspolitisk og industrielt blandt de vigtigste allierede, USA og Storbritannien. F35 har vundet på alle fire parametre, der har indgået i vurderingen af de tre kandidater efter en årelang undersøgelse, som er kontrolleret af eksterne eksperter. I denne avis blev F35 udpeget som favorit allerede i 2006, da kampflykonkurrencen var ganske ny. Selv om der har været kriser undervejs, har intet rokket ved den vurdering.

Mere skuffende, men ikke overraskende, er regeringens indstilling om antal fly og finansieringen af købet. Lige siden Anden Verdenskrig har danske regeringer bestræbt sig på at bidrage med så lidt som muligt og så billigt som muligt til det fælles NATO-forsvar. Sammenlignet med Danmarks nabolande er forslaget om at anskaffe 27 fly illustrativt. Norge har tænkt sig at købe omtrent det dobbelte antal, 52 flystel. Holland har foreløbig tænkt sig at købe 37. Men ved hjælp af kunstfærdigt udtænkte regnearksøvelser er det lykkedes Forsvarsministeriet at konstruere et resultat, hvor politikerne kan hævde, at Flyvevåbnet med kun 27 fly kan løfte de samme opgaver, som man kan løfte ved hjælp af over 40 F16 flystel, hvoraf 30 er operative.

De meget få fly, som regeringen forventer at købe til en relativt god pris, kunne måske forklares, hvis regeringen samtidig kunne sikre, at det øvrige forsvar blev styrket. Blandt andet har forsvarschefen efterlyst flere soldater til de udtyndede enheder.

Men det bliver der ikke penge til. Tværtimod skal Forsvaret finde yderligere en lille halv milliard kroner om året i effektiviseringer, ligesom størstedelen af materielbudgettet går til at betale for de fåtallige nye fly. Teoretisk kan man forestille sig, at regeringen vil foreslå en forhøjelse af forsvarsbudgettet, når et nyt forlig skal forhandles næste år. Men lad være med at vædde på det. Denne regering har ligesom den forrige demonstreret, at den ingen intentioner har om at efterleve løftet til NATO-partnerne i 2014 om at forhøje forsvarsudgifterne til to procent af bruttonationalproduktet. Man skal anerkende, at finansministeren står med store udfordringer, blandt andet som følge af den indvandring, som ikke er standset. Men med offentlige udgifter på over 1.100 milliarder om året burde et par milliarder ekstra til Forsvaret kunne findes. Regeringen fik for nylig et udmærket sikkerhedspolitisk grundlag fra sin egen udreder, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, der blandt andet påpegede behovet for at styrke Forsvaret. Regeringens svar er desværre ganske uambitiøst.