Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Uændret topskat må bane vej for massive lettelser andre steder

Skal Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti tælles med til rød eller blå blok? Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

At Liberal Alliances leder Anders Samuelsen på et tidspunkt måtte gå den store bodsgang i medierne og se nederlaget i øjnene, har stået klart i et stykke tid. Det blev så en søndag i august, det skete. Først vekslede partiet sidste år ambitionen om at sænke topskatten med fem procentpoint med ministerposter, og nu er målet om at markant færre skal betale topskat – en forhøjelse af topskattegrænsen – også opgivet.

Det er trist, at det politiske klima er sådan, at lettelser, der for en meget stor del betaler sig selv, fordi de, der betaler topskat vil arbejde mere, ikke kan lade sig gøre i Danmark. Det vidner om, at jantelov og misundelse fortsat er det, der styrer skattepolitikken i Folketinget.

Til gengæld er der grund til svag optimisme med hensyn til det borgerlige sammenhold og ambitionerne om mærkbare lettelser af andre skatter. Udenrigsminister Samuelsen lover et snarligt udspil fra regeringen med »historisk store lettelser«. Store ord, som man må håbe denne gang kan blive til virkelighed. For det er der brug for. Den danske vækst halter fortsat et godt stykke efter både Sveriges og Tysklands, og den store danske skattebyrde dræner samfundet for det initiativ, der skal til, for at Danmark kan hæve sig op i en ny økonomisk liga.

Nøglen til at kunne nedsætte skatten »historisk« er at bremse væksten i de offentlige udgifter. Når Socialdemokratiet ønsker at bruge 25 ud af de 35 milliarder kr., som udgør det økonomiske råderum frem til 2025, for at lade de offentlige udgifter vokse med 0,7 procent om året, er der ikke meget tilbage til at lette skatten. Og slet ikke nok til at give dansk økonomi den kickstart, der er behov for. Derfor bliver skatteforhandlingerne prøven på, hvor Dansk Folkeparti står, om det fortsat er et borgerligt parti, eller om Kristian Thulesen Dahl og hans partifæller snarere skal tælles med i den røde blok.

Det kommende skatteudspil går under navnet jobreform 2, fordi ambitionen fra begyndelsen har været at få flere i arbejde. Efter svensk forbillede er der mulighed for at få langt flere væk fra overførselsindkomster, hvis skatten sænkes ved at sætte beskæftigelsesfradraget mærkbart i vejret. Sammenholdt med kontanthjælpsloftet og de øvrige tiltag, som udgjorde den første del af jobreformen, vil lettelser her betyde, at det i langt højere grad kunne betale sig at arbejde. En god bid af de 700.000-800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, der i dag er offentligt forsørget, vil med en blanding af pisk og gulerod kunne komme i job.

Det er en reform, der burde kunne samle et bredt flertal. Men ikke hvis Dansk Folkeparti, som med den uændrede topskat og LAs nederlag har fået en markant og substantiel indrømmelse, insisterer på, at råderummet skal bruges på at gøre en af de største offentlige sektorer i Europa endnu større.

Anders Samuelsen og Liberal Alliance har tabt et slag, og det vil givetvis svie i kinderne for en tid, men der ligger nye kampe forude, som kan vindes. Listen over skatter og afgifter, der trænger til at blive sat ned, er lang. Men det forudsætter, at det ikke lykkes Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti at fylde beton og reformstop hen over dansk økonomi. Det har vi ikke råd til.