Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Der findes næppe mange følelser, som er så ubehagelige, som når man opdager, at en skyldig gerningsmand går fri. Har man været udsat for en forbrydelse i en retsstat som Danmark, har vi i udgangspunktet tillid til, at de skyldige bliver dømt, og at retfærdigheden sker fyldest. Sker det ikke, føler vi os som borgere krænket. Krænket på vores retsfølelse og udfordret på, hvad der er ret og rimeligt. I det tilfælde har systemet gjort sig til uretfærdig dommer over den enkelte. Følelsen af magtesløshed ligger lige for.