Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Tyrkiets kurs mod enevælde

Med Erdogans kvælertag på oppositionen må det stå klart, at et medlemskab af EU ikke kan komme på tale mange år frem i tiden.

Tyrkiet er ved at udvikle sig til en autoritær stat med præsident Recep Tayyip Erdogan som den ubestridte leder i et enmands-demokrati.

Det militære kupforsøg i sidste uge har udløst en lang række overgreb på ansatte i den tyrkiske offentlige sektor. Straks efter kupforsøget fjernede og arresterede regimet 2.700 dommere og anklagere. Udrensningerne kom så hurtigt efter kupforsøget, at regimet i forvejen må have skrevet de pågældende på lister over personer, som mistænkes for ikke at følge regimets anvisninger. Senere er titusindvis af ansatte i blandt andet undervisningssektoren suspenderet eller afskediget, mens de »undersøges«. Genindførelse af dødsstraf synes kun at være et spørgsmål om tid.

Med Erdogans kvælertag på oppositionen må det stå klart, at et medlemskab af EU ikke kan komme på tale mange år frem i tiden. Men spørgsmålet er, om også NATO må lægge klar afstand til det diktatur, der er under udvikling.

Under Den Kolde Krig accepterede NATO, at både Tyrkiet og Grækenland i perioder blev styret af militærjuntaer. Det kollektive vestlige forsvar mod den alvorlige trussel fra Warszawa-pagten vejede tungere end at håndhæve NATO-traktatens grundlæggende demokratiske værdier. Spanien under Franco kunne ikke blive medlem, men blev holdt inde i den vestlige forsvarsstruktur gennem en alliance med USA. Portugal under diktatoren Antonio Salazar var medunderskriver ved oprettelsen af NATO i 1949. Man var ikke sarte.

Men Den Kolde Krig er længst forbi. NATO kan ikke i længden ignorere, hvad der foregår i Tyrkiet. Tilsyneladende er tyrkerne heller ikke selv synderligt interesseret i medlemskabet. Siden kupforsøget har tyrkerne afbrudt strømforsyningen til Incirlik-basen uden nærmere forklaring. Herfra udgår amerikanske, danske og andre NATO-landes bombemissioner mod IS i Syrien og Irak. Det kan tænkes, at tyrkernes chikane mod landets NATO-allierede – der har påtaget sig at nedkæmpe IS – har sammenhæng med tyrkernes krav om udlevering af Erdogans ærkefjende, Fethullah Gülen, der opholder sig i USA. Tyrkerne mener, at Gülen skulle stå bag kupforsøget, men heldigvis har amerikanerne afvist at udlevere Gülen, blot fordi Erdogan kræver det. Udlevering skal i givet fald afgøres i en retssal på grundlag af beviser. Sådan må det være i en retsstat, hvor det er lovgivning og domstole, der er grundlaget for samfundets magtudøvelse.

Forløbet efter kupforsøget har vist, at alternativet til et militært autoritært regime er et islamistisk autoritært regime. Præsident Erdogan er nu, med det kluntede militære kupforsøg som dække, ved at kuppe sig til den totale magt. Den tyrkiske befolkning bestemmer selv, om den ønsker Erdogans regime. Men hverken EU eller NATO kan i længden acceptere tyrkisk afpresning af allierede og undertrykkelse af al politisk opposition. Tyrkiet er et uhyre vigtigt land, strategisk placeret mellem Europa og Mellemøsten. Alliancer og samarbejde med tyrkerne er i Europas og NATOs interesse. Om nødvendigt må vi nøjes med mindre end det, men det er hverken i tyrkernes eller vores interesse.