Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Trumps »nationale krise« er et konservativt problem

Mangel på respekt for forfatningen og en seriøs glidebane, der kan tjene som fortilfælde for politiske rivaler. Trumps beslutning om at erklære national nødret for at bygge grænsemur udstiller konservative republikaneres problemer.

Mindst 16 stater er klar til at lægge sag an mod præsident Donald Trump for at forhindre ham i at bygge en grænsemur til Mexico med national nødret som metode. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brendan Smialowski / AFP / Ritzau Scanpix

Uanset hvad man ellers måtte mene om problemerne med illegal indvandring ved USAs sydlige grænse, er der tale om en urimelig overdrivelse uden forankring i virkeligheden, når præsident Trump nu gør sig klar til at anvende et af de mest dramatiske instrumenter i amerikansk politik: udråbelsen af national nødret.

Trump betegner illegale migranter som en trussel mod den nationale sikkerhed, men særligt Demokraterne ser anderledes på sagen og vil fortsat ikke bevilge penge til den efterhånden berygtede mur ved grænsen til Mexico. Kongressen, der er ansvarlig for budgetbevillinger, har indtil videre hårdnakket nægtet at efterkomme præsidentens ønsker om øgede midler. Heller ikke den seneste finanslov har tilfredsstillet præsidenten.

Derfor vil han nu bruge et ekstraordinært tiltag, der er forbeholdt krisetider og undtagelsestilfælde til at tiltvinge sig mulighed for at overføre midler fra det amerikanske forsvar til at betale for opførelsen af muren: at udråbe national nødret.

Allerede da Trump tidligere i år lukkede regeringen ned, stod det klart, at præsidenten er klar til at tage særdeles uortodokse midler i brug for at undgå at skulle forholde sig til det for ham tilsyneladende uacceptable faktum: At det politiske system tvinger ham til at dele magten med Kongressen, og at systemets kontrolmekanismer indskrænker og sætter grænser for hans manøvrerum.

Mindst 16 stater er klar til at lægge sag an mod præsidenten for at forhindre en mur bygget med national nødret som metode. Med egne ord er Trump villig til at forsvare sin beslutning hele vejen til Højesteret, der dermed muligvis skal tage stilling til forholdet mellem præsidentens beføjelser, kongressens autoritet og det vanskelige spørgsmål om, hvad der definerer en national krise.

Uanset om Trump i sidste ende får medhold i Højesteret, risikerer han at sætte et farligt eksempel.

Allerede nu har Demokraternes Nancy Pelosi advaret om, at Trump med sin politisk motiverede nødreterklæring åbner for en glidebane. For hvad hindrer fremover en demokratisk præsident i at kopiere fremgangsmåden, hvis en republikansk ledet kongres modsætter sig en mere restriktiv våbenlovgivning eller grønne klimaplaner?

Nødreterklæringen er med andre ord ikke blot resultatet af en politisk strid mellem Det Hvide Hus og den demokratiske opposition. Den er endnu et symptom på Trumps begrænsninger som samlingsfigur, og den udstiller endnu en gang rådvildheden og splittelsen blandt amerikanske konservative. Adskillige republikanske senatorer har undsagt Trumps nationale nødret som uansvarlig og som et udtryk for mangel på respekt for forfatningen.

USAs demokratiske institutioner vil forhåbentlig og sandsynligvis vise sig stærke nok til at beskytte forfatningen fra en præsident, der er fast besluttet på at teste dens grænser. Ikke desto mindre udgør Trumps nødreterklæring en trussel mod republikansk samhørighed og handlekraft. I dette tilfælde bør konservative republikanere derfor undsige Trumps risikable metoder. Desværre tyder meget på, at det ikke vil være tilfældet.

TROELS HEEGER