Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Trumps buldren

Snarere end at række ud, var Donald Trumps indsættelsestale konfrontatorisk. Snarere end at samle, trak den fronterne op. Men nu må den nyslåede amerikanske præsident alligevel få chancen for at vise, at han kan blive en stor én af slagsen. Det skylder man ham og det demokrati, som valgte ham. Fold sammen
Læs mere

Såvel trumpister som anti-trumpister bør kunne enes om én ting: Det var en usædvanlig indsættelsestale, præsident Donald Trump holdt fredag aften foran Capitol Hill efter at være blevet indsvoret som USAs 45. præsident. Snarere end at række ud var den konfrontatorisk. Snarere end at samle trak den fronterne op. Snarere end bruge denne globale talerstol til at befæste opfattelsen af USA som den frie verdens leder, fokuserede han entydigt på America First og USAs nationale interesser som en slags modsætning til andres.

Donald Trump må nu få chancen for at vise, at han kan blive en stor amerikansk præsident. Det skylder man ham og det demokrati, som valgte ham, men ikke nok med det: Det skylder man netop de grundlæggende frihedsprincipper, vi har til fælles med USA. Det var således ikke kønt at se demonstranter hengive sig til vold, hærværk og chikanerende afspærringer i Washingtons indre gader før, under og efter indsættelsen. Før valget tvivlede man på, om Trump og hans folk ville acceptere et nederlag. Nu er det op til Trumps modstandere at vise, at de respekterer valgets udfald, uanset at de opfatter sig som i fuldkommen opposition til dets vinder.

Præsident Trump synes at være som kandidat Trump. Det kan man begræde, eller det kan man se som udtryk for en usædvanlig grad af autencitet og troværdighed. Går man ned i indsættelsestalens konkrete dele, er der elementer, som må fremkalde bekymring. Talens kampråbende »America First!«-budskab er muligvis ikke overraskende for alle, der har fulgt med i amerikansk politik i de seneste 18 måneder, men hvis det dækker over en opfattelse af USAs rolle i verden som en slags nulsumspil, hvor USA vinder, hvis andre taber, mens USA taber, hvis andre vinder – da er det ildevarslende. Kernen i de alliancer, USA har været globalt drivende kraft bag de seneste 50-100 år, er netop, at samarbejdende nationer kan gøre hinanden stærkere. Det budskab hørte man ikke mange ekkoer af i Trumps tale.

Donald Trumps præsidentperiode kan hurtigt løbe af sporet, hvis han indleder en stærkt protektionistisk æra i amerikansk politik kombineret med en meget detaljerig føderalt kontrolleret styring af økonomi og erhvervsliv. Trump kan også hurtigt komme til at love mere, end han kan holde. »Narko, bander, kriminalitet… …. det slutter lige nu,« deklamerede den netop indsvorne præsident i sin indsættelsestale, og man fristes på den baggrund til at spørge, hvilken god løsning han mon har på disse åbenlyse problemer. Ikke i morgen. Men… nu! Hvis Trump samtidig har den tilgang til sine globale venner og allierede, at deres opgave er at understøtte et stærkt USA i modsætning til, at man sammen arbejder mod fælles mål – ja, da kan man med rette være bekymret.

Omvendt er der noget fandenivoldsk uforfærdet over denne mærkelige præsident, der taler og tweeter og buldrer og brager og måske netop derfor – forhåbentlig hjulpet af stærke politikere i sit kabinet – rent faktisk kan bryde det utålelige, handlingslammede dødvande, der har været i amerikansk politik i mange år. Fastholde dagsordener, der rent faktisk betyder noget for mennesker, hvis skæbne måske for længe har været overset. Stille de nødvendige modspørgsmål ved lidt for etablerede sandheder. Da Ronald Reagan i 1981 tiltrådte, gøs den halve verden. Donald Trump ligner bestemt ikke nogen ny Reagan, heller ikke bedømt på sin indsættelsestale. Men derfor kan han jo godt vise sig at gøre alle bekymringer til skamme, hvilket vel er et håb, de fleste burde kunne samles om.