Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Tre grunde til at rose Løkkes sundhedsreform

Regeringen har præsenteret et fornuftigt udspil til en ny indretning af sundhedsvæsenet. Dog er der et enkelt forbehold: Vi må for alt i verden undgå yderligere bureaukratisering.

»Udspillet indeholder en lang række fornuftige ideer, og der er primært tre grunde til at rose det.« Statsminister Lars Løkke Rasmussen ved præsentationen onsdag af sundhedsreform-udspillet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Så kom det endelig. Det længe ventede udspil til en sundhedsreform er netop blevet præsenteret ved et pressemøde i Statsministeriet. Hele seks ministre var repræsenteret, og der er ingen tvivl om, at udspillet er vigtigt for regeringen og især for statsminister Lars Løkke Rasmussen. Dels står netop sundhedsvæsenet og store strukturelle reformer hans hjerte nær, dels satser han på at gøre sundhedsreformen til et vinderkort i den kommende valgkamp.

Udspillet indeholder en lang række fornuftige ideer, og der er primært tre grunde til at rose det.

For det første bliver der lagt op til at forbedre indsatsen for især kronikere og ældre. Samarbejdet mellem sygehuse, praktiserende læger og kommuner styrkes ved hjælp af 21 nye sundhedsfællesskaber omkring de store akutsygehuse, og både de praktiserende læger og kommunerne skal have større muskler at spille med. De seneste år er de mange ekstra penge, som sundhedsvæsenet har fået tilført, primært gået til sygehusene. Det har været en succes, men nu er det på tide at vende opmærksomheden mod det nære sundhedsvæsen.

»Det er grundlæggende en god idé at fjerne den politiske magt fra de skvattede regioner.«


For det andet er det betimeligt, at regeringen lægger op til at uddanne flere praktiserende læger og lade mere hjælpepersonale ansætte i almen praksis. Manglen på praktiserende læger er et alvorligt problem flere steder i landet, og der bliver nu sat penge af til at løse det fra en ny såkaldt »Nærhedsfond« på seks milliarder kroner.

For det tredje er det grundlæggende en god idé at fjerne den politiske magt fra de skvattede regioner og flytte den både opad til en stat med bedre overblik og nedad til kommunerne med tættere kontakt til borgerne. Der er både centralisering og decentralisering i udspillet.

Regionerne har fra begyndelsen været en fordyrende fejlkonstruktion. De er et dårligt kompromis mellem de to daværende hovedpositioner: at bevare eller nedlægge amterne. Derfor har debatten om at tage livet af regionerne på absurd vis raset, lige siden de så dagens lys i 2007. Det er grundlæggende usundt, at det politiske ansvar ikke følger retten til at udskrive skatter, ligesom regionerne og den siddende sundhedsminister alt for ofte har kastet dette ansvar frem og tilbage mellem hinanden.

Der er bestemt sket store fremskridt i det danske sundhedsvæsen i regionernes levetid. Det går meget bedre på flere områder, blandt andet kræftbehandling og ventelister. Det er dog ikke nødvendigvis regionernes fortjeneste, og under alle omstændigheder er der blevet skabt et administrativt monster. Særligt i Region Hovedstaden har skandalerne afløst hinanden, og forløbet omkring den elektroniske patientjournal Sundhedsplatformen har været pinligt og til stor skade for både patienter og personale.  Det er i øvrigt svært at forstå, hvorfor så lille et land som Danmark skal have forskellige IT-systemer på sygehusene. Desuden er det et problem, at der er så stor forskel i behandlingen på tværs af regionerne.

Dog er der et væsentligt forbehold at tage. Store omstruktureringer i den offentlige sektor er både meget vanskelige og rasende dyre, ligesom risikoen for unødigt bøvl og bureaukrati er stor. Der er lagt op til at beholde de fem administrative led og kun gøre det af med regionspolitikerne, og det vil afhjælpe problemet en hel del, ligesom det er en ambition i udspillet netop at forenkle og afbureaukratisere. Det er afgørende vigtigt, at det lykkes.

AMALIE LYHNE