Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Trafikpolitik er kørt i grøften

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Betalingsring om København. Prisen for månedskort til den kollektive trafik sænkes med 20 procent over hele landet, og med 40 procent for pendling til København. Markant omlægning af registreringsafgiften til fordel for miljøvenlige biler.

Sådan lød nogle af de mange løfter i Socialdemokraternes og SFs fælles plan, »Fair Løsning«, for Danmark forud for valget i 2011. Daværende SF-leder Villy Søvndal og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, prydede forsiden af pamfletten, der siden er gået over i den politiske historie som et af de største svindelnumre, der afgjorde et folketingsvalg.

Statsministeren lovede en »god løsning i morgen,« dagen før betalingsringen blev droppet. Priserne på den kollektive trafik er steget, i hovedstadsområdet endda mere end inflationen berettiger til. Bilerne er stadig dyre, og de seneste større trafikpolitiske tiltag viser sig at bygge mere på ønsker end på realiteter.

Togfonden, der ved øget beskatning på olieudvindingen fra Nordsøen skulle indbringe i omegnen af 25 milliarder kroner til elektrificering og andre store investeringer i jernbanen, ser ud til at forblive gabende tom. Olieprisen er på cirka det halve af det forventede niveau, og regeringen har ingen konkrete svar på, hvorfra milliarderne til togfonden så skal komme.

Senest er transportminister Magnus Heunickes forsøg på at skabe et bredt forlig bag en ny ti-årig aftale om togkørslen mislykkedes. Resultatet blev en snæver, rød aftale, og indholdet er lige så tyndt som flertallet bag den. Aftalen giver DSB ti år mere uden konkurrence på jernbanen. Aftalen lover passagererne flere tog og mange flere sæder, men løfterne bygger på en række forudsætninger, der i bedste fald må kaldes skrøbelige. Først og fremmest forudsætter løfterne, at IC4-togene kommer til at køre sådan som det oprindeligt - for henved 15 år siden - var tanken. Og selv hvis miraklet skulle indtræffe, at DSB får disse fejlplagede tog til at fungere, vil der gå år, inden løfterne omsættes til praksis. Vi skal forbi 2019 og 2021, før der - måske - begynder at ske noget på skinnerne.

Grundlæggende udløser den nye togaftale intet gearskift i den kollektive trafik ud over de beslutninger, som tidligere er taget. Transportminister Magnus Heunicke nyder stor popularitet blandt vælgerne i kraft af sin ligefremme kommunikation. Men som politisk håndværker mangler han at bestå svendeprøven. Ti år mere af det samme i jernbanetrafikken og en togaftale, der bygger på fromme ønsker og varm luft, cementerer billedet af en trafikpolitik, der er kørt i grøften.

Mærkeligt nok har det største oppositionsparti, Venstre, ikke noget svar på, hvad den vil stille op med trafikaftalen, såfremt regeringen skifter farve. Selvfølgelig kan Venstre heller ikke fremtrylle nogle nye tog fra den ene dag til den anden. Men den borgerlige opposition bør kunne præstere en mere troværdig plan end den foreliggende. Og den bør indeholde starten på udbud af hele jernbanekørslen i Danmark.