Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Trængslernes regering

Der er stadig tid til at undgå trafikal kvælning. Den nytiltrådte regering kæmper ikke blot med et afhoppet folketingsmedlemmer, truende offentlige overenskomster og EU-afstemninger. Blandt regeringens trængsler er de trængselsproblemer, som en meget stor del af den arbejdende befolkning sidder i hver eneste dag.

De trafikale trængsler er regeringens ansvar. Den kan ikke længere henvise til fortidens mangel på investeringer, som de borgerlige partier i øvrigt ofte var medansvarlige for. Efter seks år med tiltagende trængsler, både på asfalten og skinnerne, og med åbenlys mangel på bevillinger til bare at holde trit med trafikudviklingen står denne regering til at blive husket som den, der efterlod Danmark med varig trafikal forstoppelse.

Inden længe offentliggør Infrastrukturkommissionen sine ideer til, hvordan trafikken kan holdes i gang. Og det er endnu ikke for sent at undgå kvælning, hvis man investerer dér, hvor behovene for motorveje og kollektiv trafik faktisk er. Det vil sige Storkøbenhavn og Østjylland samt i pendlertrafikken ud på Sjælland. Det hele skal kombineres med intelligent trafikafvikling, som elektroniske vejskilte. Her er der ikke tale om raketvidenskab, men om åbenlyst nødvendige tiltag, hvis ikke økonomisk vækst og danskernes livskvalitet skal bremses af mangel på politisk handlekraft.

Tilsyneladende er der nogle naturlove, som altid sikrer, at trafikinvesteringer kommer sidst. I dårlige tider mangler de offentlige kasser penge. I de gode tider mangler de arbejdskraft og penge. Den seneste melding fra regeringen før valget var således, at der ikke er flere penge på denne side af 2015.

Desværre er trafikanterne ikke kun oppe mod en regering, som lader dem spilde deres tid i køer og i forsinkede, overfyldte tog. Trafikanterne er også oppe mod en lobby af miljøfolk og københavnske politikere, som mener, at man løser trafikproblemerne ved at lade den kvæle sig selv. Bosatte i den indre by finder det tilsyneladende vældig generende, at folk udefra trænger sig på i busser, tog og biler, Men hvis ikke hovedstaden ønsker trafik, må den sige nej til, at virksomheder og kulturinstitutioner etablerer sig i hovedstaden. Disse institutioners forudsætning jo er, at folk kan nå frem til dem. Bystyrets skift fra et ja til et nej til P-pladser, da Det Kgl. Teaters nye skuespilhus blev færdigt, er et horribelt eksempel på uanstændig trafikpolitik.

En anden form for destruktiv trafikpolitik så man i går, da foreningen Rådet for Bæredygtig Trafik, hvis rådsmedlemmer næsten alle bor i cykelafstand fra Rådhuspladsen, gik til angreb på Infrastrukturkommissionens medlemmer. Meningen er vist, at kommissionen skal dømmes ude som utroværdig, inden den offentliggør sine resultater.

Sagen er imidlertid, at stigende trafik er en konsekvens af stigende vækst. Svaret er ikke at aflyse væksten eller føje nye byrder på skuldrene af dem, der er på farten for at skabe et samfund så rigt, at der findes et Råd for Bæredygtig Trafik. Svaret er derimod at udbygge den kollektive trafik, så trafikanterne gerne bruger den, og supplere med tilstrækkelige veje, som bilisterne forresten allerede har betalt for gennem brandbeskatningen af biler og benzin.

Trafikpolitik er ikke enten kollektiv trafik eller biler. Det er både og.