Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Træk nu den lov

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sine steder er diskussionen om den fremsatte offentlighedslov blevet udlagt, som om der skulle være tale om en interessekonflikt mellem politikere og embedsmænd på den ene side og pressen på den anden. Mellem to magter, der slås om henholdsvis monopolet på eller adgangen til så mange informationer som muligt. Men intet kunne være mere forkert end at reducere striden om offentlighedsloven til dette. Tværtimod er der tale om et langt vigtigere og mere principielt opgør om hvilket demokrati, man ønsker. Her har den nuværende regering, som i opposition gik ind for mere åbenhed, tilsluttet sig de tidligere regeringspartier, VK, i ønsket om at lukke for adgangen til aktindsigt på afgørende områder i centraladministrationen. Faktisk risikerer det meste af den politiske proces omkring lovgivningen at blive lukket land for offentligheden. Det sker, hvis paragraffen om den såkaldte ministerbetjening og udveksling af dokumenter mellem f.eks. ministerier og styrelser gennemføres og administreres restriktivt, samtidig med at man heller ikke længere vil kunne få adgang til dokumenter, der går mellem ministre og folketingsmedlemmer. I så fald vil man effektivt have sømmet døren til. Borgerne vil få betydeligt dårligere indsigt i grundlaget for de politiske beslutninger, som vedtages i Folketinget.

Det er en ulykke, selv om offentlighedsloven samtidig lemper på adgangen til dokumenter andre steder, f.eks. i forhold til kommuner og regioner og offentligt/private selskaber. Det er i sig selv glimrende. Men at bruge det som alibi for at lukke for indsigten i beslutningsprocesserne i magtens absolutte centrum er uholdbart. Man kan ikke dermed sige, at tingene går lige op. Det er en falsk præmis. Tilbage står, at der reelt kun har været fremført vage og usammenhængende årsager til de stramninger, der fremgår af lovteksten. Justitsminister Morten Bødskov har fremført behovet for et frirum for ministre og embedsfolk i lovgivningsprocessen; men man har omvendt anerkendt, at det frirum eksisterer allerede i dag. Man har ikke kunnet forklare, hvorfor det skulle være et problem i et demokrati, at forskellige vurderinger og holdninger i en lovgivningsproces efterfølgende kommer frem. Man har ikke forholdt sig til det stærkt problematiske i, at man afskærer offentligheden for indsigt i korrespondancen mellem den udøvende og den lovgivende magt.

Men først og fremmest har man ikke på nogen måde kunnet redegøre for, hvorfor det skulle være sundt for et demokrati, at magten lukker sig om sig selv. Og dermed lukker borgerne ude. I et demokrati er politikere og embedsmænd borgernes tjenere. Offentlighedsloven i den udformning, den er fremsat, trækker i retning af den modsatte opfattelse; at lovgivning er noget, der bedst foretages bag lukkede døre uden reel dialog med befolkningen udenfor, hvilket synes at blive bekræftet af den tiltagende praksis i den nuværende regerings tid med love, der hastes igennem uden nogen synderlig høringsproces. Det kan være, det ville være nemmere at regere i fred uden offentlighedens kritiske øjne på sig. Men at det skulle afstedkomme bedre lovgivning er en illusion. At tilgangen, som præger offentlighedsloven, er et demokratisk sygdomstegn, er dertil åbenbart. I går syntes alvoren at være gået op for medlemmerne på SFs landsmøde. Nu må resten af regeringen også komme med. Loven bør trækkes tilbage, inden den gør yderligere skade på borgernes tillid til den måde, politikere og embedsmænd administrerer deres magt på.