Politikerne er utroværdige. En børnehave. Korrumperede. Fortsæt selv listen, som den fremgik af Berlingske i weekenden, hvor flere end 1.000 vælgere var blevet bedt om at angive det ord, der først kom til dem, når de tænker på politikere. Undersøgelsen er et symptom på en velkendt tillidskrise, der plager demokratiet i disse år. Vælgerne synes at have ringe tillid til politikerne, som i stigende grad rekrutteres i snævre og ikke videre folkeligt forankrede sammenhænge. Politikerne synes omvendt ikke at have den store tillid til en befolkning, som man dynger til med detaljerede love, forordninger, forbud og påbud – og i kraft af den seneste offentlighedslov i stigende grad ønsker at lukke ude fra den politiske beslutningsproces. Et eller andet sted i midten står medierne, med rette og urette udsat for kritik fra både politikere og vælgerbefolkning, men jo i hvert fald ubetinget i disse år centrum for et kolossalt skred, hvor politik i kraft af den digitale medieudvikling er blevet et nærmest 24 timers dokudrama på alle platforme. Året rundt.

Når der tales demokratisk tillidskrise, ledes der ofte efter den eller de skyldige. Men det er egentlig også lidt trættende. Lad os her fokusere på de hårdt kritiserede politikere; dem findes der gode eksemplarer af. Og mindre gode. Som i alle brancher og sammenhænge. Men befolkningens billede af politikerne som løgnagtige levebrødspolitikere, der kun tænker på sig selv og eget genvalg eller magtposition, er nu ikke fuldt og dækkende – selv om der bestemt lyves i politik, leves af politik, og selv om magten eller genvalget jagtes med skønne såvel som knap så skønne midler. Der er en række påtrængende og alvorlige problemstillinger forbundet med de politiske beslutningsgange i 2014: Tendensen til, at det perspektivløse slagsmål, det chikanerende samråd eller fristelsen til at hjemtage billige point på politiske modstanderes bekostning fylder for meget. Lukketheden. Den politiske klasses tiltagende selvtilstrækkelighed og selvsupplerende træk. Fornemmelsen af stor afstand mellem politikere og befolkning. Mediernes rolle. Politikernes brug af medierne. Det er altsammen rigtigt. Og diskussioner, der bør tages, og tages alvorligt, hvis tillidskrisen skal mindskes eller overvindes. Til gengæld må man også notere sig en stigende og klædelig selvkritisk tilgang hos adskillige politikere. I Berlingskes artikelserie er det blandt andre markante skikkelser som Mogens Lykketoft og Søren Pind, der har turdet se indad, selv om især sidstnævnte bestemt heller ikke har sparet hverken medierne eller – på det seneste – vælgerne.

Selvkritik og selvrefleksion er en nødvendighed for politikere såvel som for andre, der måtte døje med omverdenens mangel på tillid. Men når det er sagt, må det også med, at danske politikere generelt er langt bedre end deres rygte. De fleste af dem er dybt engagerede, også i det politiske indhold. De brænder for deres sager. Arbejder seriøst. Vil gerne gøre en forskel. Og har på mange måder verdens værste job i offentlighedens evindelige, uundgåelige søgelys – med hvad der heraf følger også af ubehageligheder og chikane. Det er også svært at bebrejde de mennesker, der rent faktisk påtager sig at stille op, blive valgt og tage et politisk ansvar, at andre ikke gør det. Den demokratiske tillidskrise er alvorlig. Det kræver en egen indsats fra politikernes side at udviske den. Men andre, herunder medier og vælgere, kan også med fordel overveje, hvordan eventuelt brændte broer kan genopbygges. Demokratiet fortjener det.