Senest er der så, som Berlingske Business har afdækket i en serie artikler, skabt tvivl om, at bankerne har sat udlånsrenterne kunstigt højt gennem deres interne aftaler, den såkaldte CIBOR-rente.

På den baggrund hilser vi velkommen, at erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) vil underlægge CIBOR offentlig kontrol. Det altafgørende for en åben, velfungerende økonomi er tillid. Er der ikke tillid til pengesystemet, risikerer alt at bryde sammen. Jævnfør den internationale uro om euroen. Forhåbentlig ligger der i erhvervsministerens initiativ blot en kontrol af, at tingene går rigtigt til. Ikke at en offentlig myndighed skal til at spille en rolle ved fastsættelse af bankernes rente. I så fald er vi på vej ud i den rene planøkonomi, hvilket historisk set aldrig har ført noget godt med sig. I og for sig burde der allerede ligge en kontrolinstans for CIBOR, i og med at det er en rente, der fastlægges i et marked.

Men et marked i et lukket rum, og det er humlen i systemet. CIBOR - Copenhagen Inter Bank Offered Rate - er, som navnet angiver, populært sagt en rente, som en stribe banker indbyrdes aftaler som den rente, de tilbyder, hvis de skulle låne penge af hinanden. Efterfølgende bestemmer CIBOR renten på bl.a. mange bolig- og almindelige banklån. CIBOR er altså i høj grad afgørende for masser af familiers daglige økonomi. Der er intet galt i selve aftalesystemet i den forstand, at der er tale om en form for »renteauktion« mellem de deltagende banker.

Problemet er, at mens prisen for en vare i en butik kan siges at være den, som køber og sælger aftaler i et åbent marked, så er prisen på penge noget mere kompliceret at fastsætte. Et andet problem er, at lånemarkedet som følge af krisen stort set har ligget stille de seneste år, samt at der er rejst mistanke om, at renten er blevet sat kunstigt højt. Mistanken er ikke blevet mindre, efter at det er kommet frem, at der i den tilsvarende britiske LIBOR-rente - som dog aftales på en lidt anden måde - er blevet decideret fiflet med renteniveauet.

Lad os lige slå fast, at der på nuværende tidspunkt ingen dokumentation er for at påstå, at de deltagende banker i CIBOR-aftalerne har begået noget ulovligt endsige moralsk forkasteligt i form af at skrue priserne kunstigt op. Men bankerne og deres ansatte kan selvfølgelig ikke leve med at være under en mere eller mindre udtalt mistanke. Selve det finansielle system, som er den smørelse, der skal få samfundshjulene til at snurre, kan ikke tåle at være under konstant beskydning for aftaler i porten.

CIBOR-sagen rejser også spørgsmål om, hvilken rolle Nationalbanken - som sidste år i forholdsvis ubemærkethed trådte ud af CIBOR-samarbejdet - skal spille i det finansielle system. Det kan Ole Sohn tage med i sine overvejelser. Det finansielle system er afgørende for, at vi får gang i væksten, og SF-ministeren må for længst have erkendt, at forudsætningen for en velfungerende kapitalistisk økonomi er åbenhed og tillid.