Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Tillid er godt – måling er bedre

Læs mere
Fold sammen

Finansminister Bjarne Corydon og Moderniseringstyrelsen er på vej med en model for god arbejdsgiveradfærd i staten. Modellen skal bl.a. måle ledernes arbejde og give dem præstationsløn efter resultater. Målinger af de 185.000 statsansattes indsats og trivsel indgår også i modellen. Hensigten er, at staten bliver en bedre arbejdsgiver, og at skatteyderne får valuta for de penge, som de statslige organisationer bruger. Den ny model udvikles i samarbejde med konsulentvirksomheden McKinsey, der ofte tilkaldes, når private virksomheder skal omlægge strategier eller blive mere effektive. Derfor er alarmklokkerne straks gået i gang hos de offentligt ansattes fagforeninger og partierne på den politiske venstrefløj.

Det skal erkendes, at der allerede måles meget i den offentlige sektor. Der vil også kunne findes eksempler på, at målingerne forekommer absurde set fra den enkelte leder og medarbejders synsvinkel. At deltage i målinger kræver også tid, som går fra kerneopgaven. Det hører vi ofte. Så hvorfor ikke bare droppe dem? Det ville jo være let, hvis man blot kunne regne med, at offentligt ansatte gjorde deres bedste ud fra devisen om, at kontrol er godt, men tillid bedre. Sådan er verden imidlertid ikke indrettet. Vi betror den offentlige sektor at sørge for, at vores børn lærer noget, at vores sygehuse gør patienter så raske som muligt, at vores politi griber ind over for ulovligheder osv. Men det er altså ikke nok blot at bero sig på, at den så højt besungne faglighed i sig selv fører til produktive forbedringer. Og fagligheden kan være svær at gennemskue. Til tider bruges den ligefrem som argument mod at arbejde smartere og bedre. Desuden mangler et helt afgørende incitament, som bruges flittigt i den private sektor. Her kan både ledere og medarbejdere få mere i lønningsposen, hvis de gør en ekstra indsats eller bare gør sig umage. Den mulighed eksisterer sjældent i det offentlige. Her sidder stærke fagforeninger for bordenden og sørger for, at den laveste fællesnævner er udgangspunkt for alt, hvad der skal udføres. Individuel resultatløn er bandlyst, eller også er puljen til formålet så lille, at den ingen effekt har.

Den nye arbejdsgivermodel i staten er muligvis et forsøg på at råde bod på nogle af disse svagheder. Men der er en måde, som er meget bedre. De mange målinger kunne opgives, hvis en langt større del af den offentlige sektors ydelser blev udlagt til private. For al den information, som i dag skal tilvejebringes i det offentlige for at måle produktiviteten, leveres jo i den private sektor helt gratis af markedet. Alternativt kan man arbejde mere med fritvalgsordninger og brugerbetaling, for så slipper man også for målinger. Der er jo f.eks. ingen grund til at måle produktiviteten i den offentlige hjemmepleje, når vi takket være fritvalgsordninger ved, at langt de fleste ældre med behov for hjemmehjælp vælger en privat leverandør, hvis de får muligheden. Statens nye arbejdsgivermodel burde få de offentligt ansatte fagforeninger til at tage skyklapperne af. De må imødese, at alternativet til »McKinsey-løsninger« ikke er blind tillid uden kontrol, men mere udlicitering, hvor borgerne opnår bedre løsninger og medarbejderne mere tilfredsstillende arbejdsforhold.