Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Til lykke Irland

Der er grund til at ønske til lykke til Irland med et sikkert ja til finanspagten.

Selv om et nej ville føre til, at Irland ikke kunne nyde godt af eventuelle støtteordninger fra EU, hvis de får behov for det, er det trods alt en præstation af landets politikere, at de har fået et sikkert ja igennem.

I betragtning af hvor svært det er for politikerne visse andre steder i EU at forklare befolkningen vigtigheden af en stram budgetdisciplin og konsekvenserne ved ikke at følge finanspagten, må man tage hatten af for de irske politikere. Ikke alene er de igang med en genopretningsplan, som allerede nu viser resultater, omend de er små. De har også formået at få befolkningen til at indse alvoren i hele den økonomiske situation.

Hvis det var blevet et nej, havde finanspagten overlevet alligevel, da blot 12 af landene i euro-samarbejdet skulle sige ja. Men irerne ville være udelukket fra at modtage ny hjælp, når landets nuværende økonomiske hjælpepakke på 85 mia. euro udløber i 2013. Irerne har forstået budskabet, og det må andre kunne tage ved lære af.

Irerne har ikke spildt tiden med håbløse diskussioner af storstilede vækstpakker, men har et langt stykke hen ad vejen accepteret tingenes tilstand og har arbejdet med at begrænse landets udgifter. Små skridt i et vanskeligt politisk klima. Men dog med en målrettethed, som det er svært at få øje på i nogle af landene sydpå. Det er en præstation af de store, at Irland med store spareprogrammer har bevæget sig væk fra statsbankerotten. Dermed være ikke sagt, at irerne ikke senere behøver hjælp. Det gør de. De er langt fra ude af krisen.

Der har været skeptiske røster også i Irland med en stor bitterhed over den gældsætning, landet er kommet i. Men realitetssansen har været større på et enkelt budskab: Sig ja, eller EUs kasse er lukket i. Sådan er budskabet også til andre lande i knibe. Men her vælger politikerne at stikke hovedet i busken og beskylde omverdenen og EU for hele miseren.

Der er ingen tvivl om, at irerne stadig har store problemer og ikke vil få det let i den kommende tid. Men der er en politisk vilje til at gå igang med oprydningsarbejdet og se fremad i stedet for tilbage. Først og fremmest er der en vilje til at blive i euro’en i stedet for at flirte med tanken om at stå uden for. Og det i sig selv giver en form for stabilitet i en tid, hvor alle taler om, at euro’en måske er fortid.

Irerne kæmper med ryggen mod muren, og i den situation er det vanskeligt at udelukke muligheden for yderligere hjælp. På den måde er et ja til finanspagten og især til hjælpepakkerne tillokkende. Men man skal lægge mærke til, at det irske ja har været fulgt op af en vilje til at begrænse de offentlige udgifter, og at det er foregået betydelig mere roligt end i Grækenland. Midt i al dette kaos kan irerne trods alt sige, at de positivt er gået ind i at få trukket landet væk fra afgrunden og samtidig har sagt ja til at fortsætte den stramme kurs også i EU. Og vigtigst af alt. Irerne har genbekræftet deres ønske om at forblive en del af euro’en, hvilket er med til at skabe stabilitet midt i det kaos, der i øvrigt eksisterer.