Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Til kontanthjælpen os skiller

»Der er altså samboende, som mener, at deres partner er den sidste i hele verden, der skal forsørge dem. De mener, at naboen har større pligt til at forsørge dem.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Indførelsen af kontanthjælpsreformen, der medfører gensidig forsørgerpligt for samboende svarende til ægtepars forsørgerpligt, har udløst en byge af kritik fra samboende, hvor den ene af parterne står til at miste kontanthjælpen, fordi den anden tjener tilstrækkeligt til at forsørge dem begge. Nogle vil angiveligt flytte fra hinanden for dermed at fastholde kontanthjælpen. Andre finder det uværdigt at skulle forsørges af deres partner.

Der er altså samboende, som mener, at deres partner er den sidste i hele verden, der skal forsørge dem. De mener, at naboen har større pligt til at forsørge dem, end deres partner har. Der er folk, der kun vil leve sammen, indtil kontanthjælpen skiller.

Læs også: Socialchefer og socialrådgivere: Reform splitter familier ad

Som frie mennesker har de naturligvis ret til at mene, hvad de vil. Vi andre har ret til at mene, at kontanthjælp er noget, man kun kan få, når alle andre muligheder for at en familie kan forsørge sig selv, er udtømt. Kontanthjælpen er ikke og har aldrig været tænkt som en varig forsørgelse, men som en nødhjælp, indtil borgeren er tilbage på arbejdsmarkedet eller er konstateret uarbejdsdygtig og dermed berettiget til en varig helbredsbetinget forsørgelse.

Gennemførelsen af kontanthjælpsreformen har helt som ventet udløst protester fra »ofre«, der vælger at flytte i campingvogn, eller som »føler, at kærligheden krakelerer«, når der ikke er de samme penge som tidligere. Desværre slog det heller ikke fejl, at formanden for socialchefernes forening, Ole Pass, forleden benyttede lejligheden til at drive politik på emnet. Ole Pass mener, at loven ikke er »fair«, og ser hellere, at man ophæver ægtepars gensidige forsørgerpligt. Det er selvfølgelig en legitim politisk holdning, men socialchefernes formand kan ikke længere tages alvorligt som faglig bidragyder til debatten. Han er politiker.

Læs også: Nyt dagpengedrama lurer frem mod næste valg

Kontanthjælpsreformen er piskende nødvendig af flere grunde. For det første, fordi kontanthjælpen har medvirket til at fastholde arbejdsdygtige mennesker i ledighed. For det andet, fordi kontanthjælpen har udviklet sig til en form for borgerløn – en minimumsindkomst, man har retskrav på, uanset om familien kan forsørge sig selv. For det tredje, fordi man ikke i længden kan gøre himmelvid forskel på samboende og gifte pars adgang til den fælles kasse.

På ét punkt har kritikerne af reformen ret. Ligestillingen mellem samboende og ægtepar må også gælde på skatteområdet således, at personfradrag kan overføres mellem samboende. Det er muligt, at der er noget juridisk besvær i det, men det savner al rimelighed kun at pålægge samboende pligterne og ikke fordelene, ved at blive betragtet som en økonomisk enhed.

Medierne vil sikkert bringe flere historier om samboende, der ikke forstår, at de skal klare sig selv, når de er i stand til det. Men for velfærdssamfundets skyld må regering og opposition modstå presset. Uanset hvad man ellers måtte mene om regeringen, er den i færd med at genindføre det personlige ansvar i velfærdslandet. Det skal den have al mulig støtte til.