Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Thulesen Dahl er på vej til den store eksamen

Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
Læs mere
Fold sammen

I flere måneder har dansk politik været et uskønt klumpspil, hvor det er svært at se, hvem der er på hold med hvem.

Med regeringens nye 2025-plan er alvoren trådt ind, og bolden ligger entydigt hos Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. I hvilken retning mon han sparker?

Planen for dansk økonomi frem til 2025 er skåret grundigt til i forhold til Helhedsplanen fra 2016. I slutspurten er også den tidligere pensionsalder luget helt ud for at tilgodese Dansk Folkeparti, og skattelettelser skal gives både i top og bund og til erhvervslivet.

I det hele taget er der taget hensyn til regeringens parlamentariske grundlag i en grad, så det burde kunne lykkes i løbet af de næste par måneder at enes i et borgerligt forlig om den økonomiske kurs.

Igennem flere måneder er dansen mellem Kristian Thulesen Dahl og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, blevet tættere og tættere. Reelt er det de to partier, der i et stykke tid har svunget taktstokken i Folketinget.

Det kan selvfølgelig ikke fortsætte for en statsminister, der udtrykkeligt har sagt, at han ikke vil være førstemand for enhver pris. Derfor må forhandlingerne blive en endelig test af, om Dansk Folkeparti er til højre eller venstre.

Partiets leder må se sig selv dybt i øjnene og spørge sin inderste sjæl, om han fortsat er støtte for VLAK-regeringen, eller om det er mere tillokkende at svinge sit parti over til de nye legekammerater i rød blok. Det sidste vil være en ulykke for landet, men formentlig også for Dansk Folkeparti.

Selvom regeringens nye plan ikke er nær så detaljeret som den, Venstre-regeringen fremlagde sidste år, har man holdt fast i målsætningen om, at arbejdsudbuddet skal udvides med 55.000-60.000 personer ved at gøre det mere attraktivt at arbejde og mindre attraktivt at være på overførselsindkomst. Det er godt.

Reformerne og forsøgene på hele tiden at øge arbejdsstyrken og få flere væk fra offentlig forsørgelse må fortsætte, selv om nogle økonomer ynder at slå fast, at alle frugterne på træet er plukket. Det er de ikke. Og hvis de ældre på arbejdsmarkedet af politiske årsager ikke kan motiveres til at blive lidt længere på jobbet med en lavere pensionsalder, må man gøre det ved at lokke med økonomiske gulerødder.

Regeringen har ikke ønsket at spille ud med, hvor stor en del af råderummet, der skal bruges på skattelettelser. Til gengæld har man lagt sig fast på, at de offentlige udgifter skal stige med 0,3 procent om året, hvilket beslaglægger en pæn del.

Men hvis Danmark skal have en chance for igen at skabe en vækst, der flytter det danske samfund fremad, er det nødvendigt, at regeringen bruger al sin forhandlingstekniske snildhed til at lette skatten så meget som overhovedet muligt.

Det er ikke bare pragmatisk, men også fornuftigt at satse på at lette både i bunden, så flere tilskyndes til at være i job, og i toppen, så højtlønnede arbejder mere. Og det er tiltrængt, at erhvervslivet får en lettelse, der giver virksomheder mere lyst til at investere og slå sig ned i Danmark.

Spørgsmålet er, hvor mange milliarder der kan frigives.

Chancen for at lette skatten, så det betyder noget, er der nu.

Man kan kun opfordre til, at Dansk Folkeparti og alle andre griber den.