Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Thornings svære skattesag

Socialdemokraternes leder har et forklaringsproblem. Men det er vælgerne, der skal afgøre, om hun er værdig til at blive statsminister.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Australierne har et kendt ord for en træpind, man risikerer at få i nakken, hvis man kaster den forkert. Den kaldes en boomerang, og sådan en har lige lavet en bule i hovedet på Socialdemokraternes partiformand, efter at dagbladet B.T. har afsløret, at Helle Thorning-Schmidt og hendes familie har et kreativt forhold til skattebetaling. Hendes mand, Stephen Kinnock, der til daglig arbejder i Schweiz, betaler ikke skat i Danmark, og parret udnytter alle fradragsmuligheder for deres hus i et velhaverkvarter på Østerbro i København.

Derved ligner ægteparret blot alle andre velstillede danskere. Ingen betaler vel frivilligt mere i skat, end de er tvunget til. Selv om sagen skatteteknisk er spidsfindig – eksperterne er i al fald ikke enige – så er den juridisk set ganske enkel: Hvis Helle Thorning-Schmidt og hendes mand ikke overholder loven, skal de se at få bragt forholdene i orden øjeblikkeligt. Som leder af oppositionen og kandidat til statsministerembedet kan hun selvfølgelig ikke tåle at være på kant med dansk lov. Politisk er sagen mere speget. Helle Thorning-Schmidt har til ulidelighed gentaget sin – forkerte – påstand om, at regeringen har givet ufinansierede skattelettelser til de rige og svigter samfundets svageste. Så ser det bestemt ikke pænt ud, at hun og familien selv holder et fast greb om tegnebogen med bidrag til landets fælleskasse. Hun er i øjeblikket en udækket skydeskive for sarkasme og politiske angreb. Hendes troværdighed er på spil, hvis hun ikke formår at få demonteret denne grimme sag i en ruf. Men som for så mange andre politikere, der jokker i spinaten, gælder det for Helle Thorning-Schmidt, at vælgerne må afgøre, om de finder hende egnet og værdig til at blive landets statsminister.

Man skal passe på med de moralske pegefingre. Vi skal være de sidste til at bebrejde Socialdemokraternes formand, at hun finder det danske stattetryk for højt. Men det ville da være dejligt, hvis hun var parat til at omsætte den holdning i praktisk politik. Helle Thorning-Schmidts problem – og andre venstrefløjspolitkeres problem – er, at der er så åbenbar afstand mellem det, de siger, og det, de gør. Jævnfør diskussionerne om privatskoler og privathospitaler. Ingen forlanger, at en socialdemokratisk leder absolut skal leve af brun sovs i en toværelses lejlighed. Jens Otto Krag var i allerhøjeste grad elitær, og Helle Thorning-­Schmidt er en veluddannet, velbegavet moderne kvinde med international erfaring og en ægtemand med et internationalt job. Selv om dette åbenbart i sig selv virker provokerende på mange, også på mange borgerlige, og selv om det gør hende til et nemt mål, fordi hendes livsstil ligger langt fra mange af de danskere, hun gerne vil repræsentere, skal hun ikke lægge sit liv om for at tækkes vælgere eller presse. Men hun skal vogte sig for venstrefløjens evindelige trang til at moralisere og blande sig i andres levevis. Som toppolitiker må hun finde sig i at blive vurderet på både ord og handling. Hun kan også vælge at opfatte det positivt: Hun bliver faktisk taget alvorligt som statsministerkandidat.