Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Terrorister skal dømmes og afsone i Syrien

Medlemmer af Syrian Democratic Forces (billedet) kæmper mod en guppe jihadister fra Islamisk Stat i byen Raqqa i det nordlige Syrien sidste år i septmeber. Fold sammen
Læs mere
Foto: BULENT KILIC

Den danske regering er havnet i et dilemma vedrørende de danske statsborgere, som – formentlig – har støttet eller deltaget i et eller andet omfang i terrorbevægelsen Islamisk Stats (IS) bestialske aktiviteter i Mellemøsten. Denne grusomme terrororganisation og dens støtter fra blandt andet Danmark har spredt deres aktiviteter langt uden for Mellemøsten, og har et stort medansvar for drab på hundreder af uskyldige mennesker i Europa.

Et større antal såkaldte »foreign fighters« og heriblandt et antal danske statsborgere er nu taget til fange af blandt andre den kurdiske milits, Syrian Democratic Forces (SDF), der støttes af USA, Frankrig og andre vestlige lande i koalitionen mod IS. Antallet af udenlandske fanger er angiveligt så stort, at den amerikanske forsvarsminister, James Mattis, har bedt blandt andre Danmark om at hjælpe SDF ved at hente egne borgere hjem fra overfyldte fængsler i Syrien og omegn. Hertil har forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen givet et tøvende tilsagn om at se på de konkrete sager, hvis der kommer en henvendelse fra SDF.

Det er forståeligt, at forsvarsministeren gerne vil imødekomme et ønske fra den amerikanske forsvarsminister om at hjælpe SDF, som har gjort en stor indsats for at nedkæmpe IS. Det er også vigtigt at slå fast, at diskussionen alene drejer sig om personer, som har dansk statsborgerskab. Andre udenlandske terrorister, der har haft dansk opholdstilladelse, kan under ingen omstændigheder bringes ind i den diskussion alene af den grund, at Folketinget i 2015 besluttede at tage opholdstilladelsen fra såkaldte »syriens-krigere.«

Men heller ikke når det gælder danske statsborgere bør Danmark, trods den amerikanske forsvarsministers ønske, hente de indfangede IS-krigere til Danmark. Det er der flere grunde til. Først og fremmest vil det i praksis være umuligt at gennemføre retssager mod dem i Danmark. Retssagerne må gennemføres, hvor eventuelle forbrydelser er begået, og hvor vidner og andet bevis findes. Hvis og når en person dømmes, må afsoning ske i området. Først derefter har Danmark pligt til at tage imod en dansk statsborger.

Danmark kan imidlertid godt stille både økonomi og ekspertbistand til rådighed for lokale myndigheders retsbehandling og strafafsoning. Retssystemet i en kurdisk del af Syrien eller Irak vil dog næppe, heller ikke med dansk støtte, nå op på samme niveau som i Østre Landsret. Men risikoen for at møde et mindre veludviklet strafferetligt system følger med, hvis man begår forbrydelser ude i verden. Sådan er realiteterne, uanset om man smugler narko i Indonesien eller Thailand, eller medvirker direkte eller indirekte til voldtægter og nedslagtning af titusinder af civile i Mellemøsten og terror i Europa.

Hverken moralsk eller politisk bør Danmark løfte en finger for at tage disse personer retur til Danmark, hvis de dømmes, men tværtimod gøre, hvad der er muligt for at forhindre deres indrejse til tidligst efter deres strafafsoning – og helst for altid. Skal Danmark genvinde kontrollen med indvandring, integration og udlændingepolitik, skal handlinger, både små og store, have klar konsekvens.