Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Terror og dæmoner

Terroren i Norge var ikke kun en enkelt, gal højreekstremists forfærdende handlinger.

Over 100.000 deltog i blomsteroptog i Oslo mandag aften til ære for de dræbte fra fredagens terror. Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vanviddet havde idelogisk rod i højreekstreme bevægelser og højreekstreme synspunkter. Her, som altid, gælder det, at handlinger, de være sig nok så ekstreme, ikke opstår ud af ingenting.

Islamisk terror har, hvad enten man bryder sig om tanken eller ej, ideologiske rødder i islam. Kristne fanatikere er inspireret af kristendommen. Separatistisk terror som den, vi har set i Baskerlandet, er en afart af nationalismen. Venstreorienteret terror af den type, der hærgede Vesteuropa i 1970erne, ville være utænkelig uden inspiration fra marxismen. Skal man forhindre, eller i hvert fald forsøge at forhindre, terror, må man tage højde for, at terror altid relaterer sig til noget, der ikke i selv er terroristisk, men som, radikaliseret til det yderste, kan forvandle sig til terrorisme. Ser man bort fra det faktum, svækker man muligheden for at tage de forholdsregler, der kan forhindre katastrofen i at gentage sig.

Men det er kun den ene side af sagen. I disse dage, hvor vi alle står tilbage, forfærdede over grusomhederne i Norge, er det afgørende samtidig at slå fast, at ideologier, tankesæt, religioner og ismer, der i deres yderste, perverterede konsekvens fører til mord, drab og lemlæstelse, ikke i sig selv er terroristiske. Verden er fyldt med legitime standpunkter, holdninger og overbevisninger, som man kan være enig i eller dybt uenig i, men som har ret til at eksistere. Vi har ret til at tro på den gud, vi tror på. Eller til slet ikke at tro. Vi har ret til at ønske det multikulturelle samfund eller til at mene, at det multikulturelle samfund er en glidebane, der fører til splid og ghettoisering. Vi har ret til at sige, lige hvad vi vil, uden forhåndscensur, og går vi for vidt skrider vi for eksempel til opfordring til vold, til racistiske udtalelser eller til andet afskyeligt kan vi blive straffet efter loven. Sådan fungerer et liberalt samfund, der bygger på retsprincipper.

At medierne har et medansvar for ikke ukritisk og uformidlet at give plads på f.eks. internettet til ekstreme holdninger som Anders Behring Breiviks turde være indlysende. Men samtidig har vi allesammen et medansvar for, at vi ikke, på baggrund af tragedierne i Norge, begynder at dæmonisere hinandens legitime synspunkter. Det er lige så horribelt at sige, at en mand som Anders Behring Breiviks grusomme handling på en måde er forklarlig eller forståelig på grund af indvandringen til Vesten eller på grund af tonen i indvandrerdebatten, som at sige, at terrorplanerne i forbindelse med Muhammed-tegningerne er Flemming Roses eller Kurt Westergaards skyld. Det er betænkeligt, når Politikens kulturredaktør, Anita Bay Bundegaard, i en kommentar i sin avis i går antyder, at der er er en glidende overgang fra holdningerne hos navngivne »kulturkonservative populister« som Dansk Folkepartis Søren Krarup og Pia Kjærsgaard til holdningerne hos den højrenationale norske massemorder.

Synspunkter, der holder sig inden for de vide rammer, som loven sætter, kan og må ikke gøres moralsk ansvarlige for, hvordan ekstremister tolker verden. Dæmoniserer vi vores modstanderes legitime synspunkter, begrænser vi den åbne samtale. Sker det, er det ikke demokratiet, men ekstremismen, der har sejret.