Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Tak til soldaterne

Exit Afghanistan: 43 danskere er døde siden 2002, 211 er blevet såret, og krigen har kostet mindst 15 milliarder kroner. Det er de tørre tal.

Inden turen til Camp Bastion fik soldaterne udleveret medaljer som tak for deres indsats i Afghanistan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men bag dem ligger alt det, som ikke kan gøres op med cifre og regnskaber: De menneskelige omkostninger hos de familier og pårørende, der må leve videre med savnet, den usikre fremtid for hjemvendte soldater med fysiske eller psykiske mén og erkendelsen af, at det ikke lykkedes fuldstændigt at nedkæmpe Taleban og den terrortrussel, der var målet for krigen. Men også bevidstheden om, at Danmark har ydet en stor indsats, at vi er rykket op i superligaen for lande, den frie verden kan regne med i fredsbevarende aktioner, at sikkerheden faktisk er øget i store områder af Afghanistan, at unge afghanske kvinder har fået adgang til skolegang og uddannelse, og at mange afghanere har fået øjnene op for, at deres liv kan rumme andet end middelalderligt, islamisk diktatur.

Først og fremmest er der grund til at sige tak til de danske soldater for deres professionelle gennemførelse af aktionen. En krig er ikke et theselskab, og derfor har der uundgåeligt været episoder, som med større eller mindre ret kan kritiseres. Men interviews og reportager i medierne har gentagne gange vist os herhjemme, at de unge, der er draget ud, ikke er skydegale tumber, der vil lege røvere og soldater, men ansvarlige, tidligt voksne mennesker med et ønske om at gøre verden bare en smule bedre. Eventyrlyst og mod på at opleve verden spiller naturligvis en stor rolle, når en ung mand eller kvinde tager så vigtig en beslutning som at deltage i en krig mange tusind kilometer borte. Det er der intet galt i. Den samme eventyrlyst får andre unge til at blive ulandsfrivillige. Det afgørende er, at man er sig sine motiver bevidst, at man er parat til at tage et ansvar, og at man overvejer, at man risikerer at påføre sine nærmeste et uerstatteligt tab. Desuden er forsvarets sorteringsmekanisme hård. Det er langtfra alle, som gerne vil ud, der også får lov til det.

Spørgsmålet, om den danske Afghanistan-indsats har været omkostningerne værd, er svært at komme udenom. Men det er forkert at stille og umuligt at besvare. 43 danskere er ikke døde forgæves. De troede på, at de med deres bidrag kunne medvirke til at bekæmpe en fjende af vores værdier og gøre et fattigt land lidt bedre at leve i. Det er ikke naivt, men det er naivt, når f.eks. den radikale Zenia Stampe stiller en falsk modsætning op mellem en militær indsats og opbygningen af et krigshærget land. Vi kan ikke lukke øjnene for krig og terror og nøjes med nødhjælp, når freden er etableret. Den aktivistiske danske udenrigspolitik, som fik tryk på under Anders Fogh Rasmussen som statsminister, er langsomt, men sikkert bygget op af skiftende regeringer siden 1950erne med 80ernes fodnotepolitik som en grim kunstpause, og den fordrer, at vi behersker alle facetterne. Det er sandt, at Afghanistan historisk har været et militært mareridt for både Storbritannien og Rusland; men det skal ikke få os til at opgive troen på, at tingene kan ændres. Ti års krig har medført en mentalitetsændring hos danskerne. Vi er blevet mindre godtroende og mere realistiske i vores syn på verden, og vi har i praksis vist, at vi tør og kan være med blandt de bedste, når uret skal bekæmpes. Det fortjener de danske soldater tak for.