De fleste, der mister deres arbejde, gør en helhjertet indsats for at finde et andet. Kontanthjælpsmodtageren Robert Nielsen, der i de seneste dage har optrådt på TV og i flere aviser, er en blandt et mindretal, der groft udnytter det sociale sikkerhedsnet i Danmark, fordi han ikke gider arbejde. Gennem 11 år har han haft enkelte kortvarige job, som han selv har sagt op. Men ellers har han levet af andre folks penge, gennem kontanthjælp. Historien om Robert fra Københavns nordvestkvarter har selvsagt udløst kritiske bemærkninger blandt andre fra Joachim B. Olsen (LA), der har døbt ham »Robert fra taberfabrikken«, hvor taberfabrikken er synonymt med den velfærdsmaskine, der tillader Robert at stikke hånden i andres lommer år ind og år ud. Hvordan Robert Nielsen har formået at få Københavns Kommune til at vedblive med at betale, er en selvstændig gåde, der fortjener opklaring. Robert Nielsen er ordfører for Nihilistisk Folkeparti, som mener, at politik er ligegyldigt. Men altså ikke så ligegyldigt, at ordføreren giver afkald på forsørgelse.

Det måske mest interessante er ikke så meget Robert Nielsen, men at hans historie kunne lade sig gøre. Det vigtige er, at man nu tør diskutere, om velfærdssamfundet er på vej ud over kanten. Man spørger, om der er lige så meget tryk på ordet pligt som på ret. Diskussionen begyndte med sidste vinters Carina, som blev personificeringen af et velfærdssamfund, hvor man er idiot, hvis man tager et lavtlønnet arbejde. På Fanø beklager en grafisk designer sig over et job som »gadefejer« i stedet for at glæde sig over at bo i et land, hvor man som 58-årig har ret til et job på overenskomstløn hos kommunen. Sammen med den kendsgerning, at der er flere på forsørgelse, end der er folk til at forsørge, skaber disse eksempler fundamentet for en forhåbentlig varig holdningsændring til spørgsmålet om, hvor samfundets ansvar slutter og det personlige begynder.

Denne værdikamp, som paradoksalt nok har fået luft under en regering baseret på Enhedslisten, er endnu ikke vundet. I Dansk Socialrådgiverforening er formanden, Bettina Post, under udskiftning, fordi hun tillod sig at støtte beskæftigelsesminister Mette Frederiksens tanker om lavere kontanthjælp til de 22-29-årige. Hos socialrådgiverne vægter ideologi åbenbart tungere end virkeligheden. Netop socialrådgivere burde være de første til at erkende, at man gør især de svagere unge en dårlig tjeneste ved at give dem mere for at gå ledige, end de kan få under uddannelse.

Desværre har regeringen udskudt den bebudede kontanthjælpsreform. Man kan vel håbe, at den kommer, når SF har fundet en ny forkvinde, og når eller hvis finanslovforhandlingerne falder på plads. Men holdningerne er i bevægelse. Skal de ydende fortsat betale, må reformen sikre, at dette lands Carina’er og Robert’er, uanset etnisk tilhørsforhold, først gør deres pligt, før de opnår en ret. Mon ikke det er dén bevægelse i befolkningen, der politisk er den vigtigste i disse år. Carina og Robert skal have tak for at have været med til at udløse den.