Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Tak, polakker!

»For hvis man forestillede sig, at der i morgen pludselig ikke var østarbejdere i Danmark, er situationen desværre ikke, at der bare lige er et dansk alternativ.«

Læs mere
Fold sammen

Dansk Folkeparti har åbnet et nyt, om end ikke ukendt tema i valgkampen. I store annoncer bekendtgøres det som et problem, at der er et forholdsvis stort antal østeuropæere på det danske arbejdsmarked, mens der samtidig er en stor gruppe danskere, som står uden for arbejdsmarkedet. Dansk Folkeparti spiller de forudsigelige kort: Vi skal ikke have løntrykkende østeuropæere ind i job, som burde være besat med dansk arbejdskraft. Det er et budskab, der givet er købere til. Hvilket ikke er det samme som, at det er rigtigt. Det åbne europæiske marked og arbejdsmarked er en gigantisk økonomisk fordel for stort set alle EU-lande. I Storbritannien, hvor debatten formentlig har raset mest, har argumenterne fremført af især Ukip lignet de synspunkter, som Dansk Folkeparti nu er ude med: For hver gang, nogen ansætter en østarbejder, risikerer en brite at gå glip af et job. Virkeligheden er blot, at indvandringen af arbejdskraft fra det øvrige Europa har givet briterne et plus på statsbudgettet på flere hundrede milliarder kroner samlet set over en ti-årig periode.

Læs også: DI: Ingen velfærd uden flere hænder

Med andre ord: Samfundsøkonomisk er det et gode, at arbejdskraften nu kan bevæge sig frit inden for EU; hvilket ikke er det samme som, at man skal lukke øjnene for de problemstillinger, det samtidig kan medføre, hvad enten det er velfærdsturisme eller det, Dansk Folkeparti betegner som løntrykkeri. At tilstrømningen af østeuropæisk arbejdskraft midt i alle fordelene også indebærer nogle udfordringer, er imidlertid ikke et argument for at lukke grænsebommene igen – eller indføre drakoniske nye begrænsninger på arbejdsgiversiden. For hvis man forestillede sig, at der i morgen pludselig ikke var østarbejdere i Danmark, er situationen desværre ikke, at der bare lige er et dansk alternativ. Det er der flere grunde til; en af dem er, at for alt for mange af de i alt 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, som står uden for arbejdsmarkedet, er der slet ikke et tilstrækkeligt incitament til at tage et af de lavtlønsjob, som østeuropæerne typisk besætter nu. Dertil er overførselsindkomsterne for høje, og det er muligt, at løntrykkeri er et problem, men løsningen er omvendt ikke at sætte de lave lønninger markant op. Det ville blot forringe den danske konkurrenceevne. I stedet må man se på både overførselsydelserne – og skatteniveauet for lavtlønnede. Og tage det lange seje træk med at forsøge at gøre ledige, der måske har været uden job i lang tid, bedre kvalificeret til at kunne begå sig på arbejdsmarkedet.

Læs også: Debat om østarbejdere presser EU til at se på strammere velfærdsregler

For det er den næste del af problemet. Adskillige gange er det fra arbejdsgiverside i nogle af de brancher, der beskæftiger flest østarbejdere, over den senere tid blevet pointeret, at der for det første ikke er ret mange danskere, som søger de job, der er ledige. For det andet, som eksempelvis formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, gjorde opmærksom på for nylig, er den østeuropæiske arbejdskraft faktisk god. Effektiv. Hårdtarbejdende. I en grad, så en undersøgelse blandt fødevarevirksomheder viste, at mange af dem fandt, at den udenlandske arbejdskraft er bedst. Bidrager mest positivt til arbejdskulturen og konkurrenceevnen. Bedre end tilfældet er for den danske arbejdskraft. Med andre ord: Det danske samfund vinder på flere fronter ved at give østarbejderne adgang hertil. Det undlader Dansk Folkeparti behændigt at fortælle i sin nye kampagne, som med større saglighed kunne have været båret af sloganet: Tak, polakker!