Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det danske sprog er ikke truet på sin eksistens. Det danske sprog lever. Om det så også har det godt nok, afhænger af øjnene, der ser, og ørerne, der hører. Én ting er sikkert: Uanset dets aktuelle tilstand skal vi værne om modersmålet, og man kan derfor kun hilse det velkomment, at Dansk Sprognævn, i samarbejde med DR, Dansklærerforeningen og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, har indledt en to-årig kampagne om sprog i Danmark. Kampagnen, »Gang i sproget«, der især retter sig mod de unge, vil gerne sætte »fokus på sproglig variation, mangfoldighed og forandring«. Vi danskere skal - hedder det i oplægget til kampagnen - »opleve glæden ved at bruge sproget«. Vi skal »være opmærksomme på at pleje og udvikle det«. Vi skal vide, at der er »så mange forskellige måder at bruge sproget på«, og det »skal vi sætte pris på«.
Dette lange, seje træk skal foretages i skolerne og gymnasierne, og det er beklageligt, at det vil være op ad bakke en rum tid endnu, eftersom undervisningen mange steder stadig lider under eftervirkningerne af årtiers forsømmelser hvad angår basale færdigheder som grammatik og retskrivning. Først når der ikke længere er lærere, der ikke selv har lært ordentligt dansk, kan vi regne med, at den undervisning, der gives videre til vores børn og unge, er så god, som den også bør være.
Dette lange, seje træk er også – og nok så vigtigt – et ansvar, der påhviler forældrene. Det er fra forældrene, at børnene får deres første og vigtigste sproglige indtryk. Det går simpelthen ikke, rent sprogligt, uden den sproglige stimulation, som børn, sprogligt modtagelige som de er, får via den gode samtale og den stimulerende højtlæsning.
Kampagner kan være gode nok, men de må aldrig fritage de vigtigste ansvarlige for deres ansvar. Dette gælder også sproget. Så er det sagt.