Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Tag ansvar eller forsvind

Som patient på flere offentlige hospitaler i Region Hovedstaden oplevede læge Ole Asbjørn flere alvorlige tilfælde af fejl, som han måske kun fordi han selv er lægeuddannet formåede at vige uden om.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sin foruroligende kronik i Berlingske i går beskrev Asbjørn, der endte med at få en bypassoperation, hvorledes prøver blev forbyttet, journaler forsvandt, fejlbehandling blev iværksat og alvorlig fejlmedicinering truede. »Et system på vej ind i en eller anden slags dødsspiral,« lød Ole Asbjørns samlede bedømmelse af sygehusvæsenet efter næsten otte ugers oplevelse som hjertepatient.

Kronikken har udløst endnu en debat om sygehusene. Særligt i hovedstadsområdet er der store udfordringer. De uanstændige ventetider på skadestuerne er stadig ikke nedbragt til et acceptabelt niveau, og hovedstadens hospitaler scorer lavest blandt landets sygehuse, når patienterne giver karakter. Men kronikken giver ikke belæg for at påstå, at de oplevede fejl skyldes forkerte politiske beslutninger. Selv om kronikken helst vil frikende Asbjørns kolleger på sygehusene, er de beskrevne fejl efter kronikken at dømme et resultat af lige netop personalesjuskeri. Hvad Ole Asbjørn ikke har lyst til at sige ligeud, bør de politisk valgte arbejdsgivere og vi andre som patienter sige uden omsvøb: Der hersker blandt nogle ansatte og på nogle sygehuse åbenbart en syg kultur, der prioriterer personalet foran patienterne. Og tilfredshedsundersøgelserne tyder på, at villigheden til at give pokker i patienterne er lidt større i hovedstadsområdet end i provinsen. Men selv i provinsen kniber det med omsorgen. Den nu pensionerede hjertelæge Lars Ib Andersen beskrev i en kronik her i avisen i november sin indlæggelse på sin gamle arbejdsplads, Odense Universitetshospital, hvor personalets distancering til patienterne er det gennemgående tema.

Men de danske sygehuse med deres flere end 100.000 fuldtidsansatte - det er fem gange flere end eksempelvis det danske forsvar - er en uhyre kompleks sag, og det samlede billede er trods alt ikke så dystert, som enkelte patientforløb kan give indtryk af. Generelt er ventetiderne nedbragt og produktiviteten øget, ligesom patienttilfredsheden er steget på landsplan. Forbedringerne er sket trods sparerunder med afskedigelser og trods selvskabte plager. På dagens debatsider kan man eksempelvis læse om den vrimmel af forskelligartede overenskomster på alverdens personaleområder, som sygehusene trækker rundt med, og som det er et politisk ansvar at gøre op med - ligesom skandalen om den ikke fungerende landsdækkende digitale patientjournal er et klokkerent politisk ansvar.

Hvad der derimod ikke er brug for, er den nye regerings kampagne mod konkurrencen fra privathospitalerne, som har været med til at presse de offentlige sygehuse til at levere mere for pengene. Der er heller ikke brug for at beskære de patientrettigheder, som giver borgere uden særlige forsikringsordninger en ubetalelig tryghed for at blive behandlet på rimelig tid.

Meget går godt på sygehusene, og meget kan gå endnu bedre, hvis hele personalet i hele landet og alle berørte politikere vil tage det ansvar på sig, som de får penge for, eller som de har ladet sig vælge til. Magter man ikke det, må man forsvinde, helst i en fart.