Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Syrisk afklaring

»Tillader det internationale samfund først forbryder-regimer at tage kemiske våben i anvendelse mod civilbefolkninger, uden at det har alvorlige konsekvenser, er der sket et skred, som vil være vanskeligt at forsvare.«

Med statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) melding om, at Danmark er klar til at støtte et eventuelt angreb på Syrien uden om FNs Sikkerhedsråd, synes der endelig at være en afklaring på Danmarks ståsted, hvis beslutningen tages. Men for regeringen har forløbet de seneste dage været mildest talt uskønt, og udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der så sent som i weekenden fralagde sig ethvert ansvar for at tage stilling til en reaktion mod Assads regime i Syrien ved at overlade beslutningen til FNs Sikkerhedsråd, står endnu mere forpjusket tilbage i sit ministerium, end tilfældet var i forvejen.

Alt tyder på, at en international koalition er under opbygning for at straffe det syriske regime efter giftgasangrebet, der kostede hundreder af mennesker livet i sidste uge. Herunder mange børn. Man kan ikke aflæse signalerne fra eksempelvis den amerikanske udenrigsminister John Kerry og hans britiske kollega William Hague på anden måde, end at konklusionen er klar: Det var Assad-styret, som stod bag den ufattelige ugerning. Er det tilfældet, er det internationale samfund nødt til at svare igen.

Brug af kemiske våben udgør, som USAs præsident Barack Obama tidligere har formuleret det, en grænse, der ikke må overskrides. Tillader det internationale samfund først forbryder-regimer at tage kemiske våben i anvendelse mod civilbefolkninger, uden at det har alvorlige konsekvenser, er der sket et skred, som vil være vanskeligt at forsvare. Enhver, der har set billederne fra Damaskus’ forstæder optaget onsdag i sidste uge, må have svært ved at argumentere anderledes.

En Syrien-aktion er til gengæld ikke til at spøge med. Når det ikke er muligt at overlade beslutningen til FNs Sikkerhedsråd, skyldes det Syriens allierede, Rusland, samt Kina, der blokerer for en reaktion. Hvilket blot understreger, at en militær indgriben kan få voldsomme konsekvenser i en region, hvor også Iran spiller en vigtig magtpolitisk rolle, og hvor de interne forhold med Assad-styret på den ene side og oprørere med vidt forskellige mål på den anden side, yderligere komplicerer situationen. Det internationale samfund har en klar interesse i, at diktatoren Assads umenneskelige styre falder hellere i dag end i morgen. Men erstattes det af en ny magtkoalition af islamistiske oprørsgrupper, måske endog med forbindelser til Al-Qaeda, kan ondt blot blive værre. Intet tyder da heller på, at det, der nu er under planlægning, er en stor og langvarig operation, endsige en landkrig. Snarere lægges der op til en meget kortvarig operation fra luften og med missiler rettet mod militære installationer.

I givet fald vil det være en reaktion, der giver mindelser om de angreb, USA under præsident Bill Clinton i 1990erne rettede mod Saddam Husseins styre i Irak. En markering, der vil være et brud med berøringsangsten over for at involvere sig i den syriske borgerkrig, men også vil være et umisforståeligt signal til Assad-styret om, at der er grænser for, hvilke ugerninger man kan tillade sig at begå.

Det er godt at få afklaret, at Danmark nu principielt kan indgå i en sådan markering. Man må så blot håbe, at det samtidig er lykkedes statsministeren at få banket sine regeringspartnere, Radikale og SF, så meget på plads, at de trods meldinger om det modsatte de seneste dage nu også kan acceptere vilkårene: At en forbrydelse kan være så grum, at det internationale samfund må reagere. Med eller uden Vladimir Putins godkendelse.