Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Synd og skam

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det ville være synd at sige, at landets borgmesterkandidater ligefrem rutter med oplysningerne om modtaget sponsorstøtte fra diverse virksomheder, fagforeninger og private bidragydere forud for det kommende kommunalvalg. Hvilket egentlig er en skam al den stund, at økonomisk hjælp udefra og ind til det politiske system hverken er odiøst eller ulovligt – det er derimod en fuldstændig integreret og naturlig del af det danske demokrati at yde også finansielle donationer til de politikere og partier, man nu end måtte sympatisere med, og dermed jo også at modtage dem. Men åbenhed, ærlighed og ikke mindst gennemsigtighed med de politiske pengestrømme er imidlertid afgørende for den fortsatte tillid mellem de folkevalgte og deres vælgere. Her hopper borgmesterkæden åbenbart af for langt hovedparten af de håbefulde kandidater i landets ti største kommuner, der kvier sig gevaldigt ved selv og af egen vilje at lægge tallene frem.

Ifølge en rundringning, som Berlingske Søndag har foretaget, vil blot et fåtal af borgmesterkandidaterne således fortælle, hvem der betaler for deres respektive valgkampe, altså allerede inden vælgerne skal sætte deres kryds 19. november. Kun knap en femtedel af de adspurgte vil for eksempel frivilligt oplyse, hvilke virksomheder, fagforeninger og private bidragydere, der spytter kroner i de lokale kampagnekasser. Og det er paradoksalt nok, men desværre temmelig sigende for tingenes tilstand, netop de samme kandidater, som ikke har beløb af betydning at berette offentligheden om. De mørklagte sponsormillioner er ikke mindst bekymrende på kommunalt plan, hvor mange kender hinanden og kan have endog meget direkte økonomiske interesser i beslutninger truffet på rådhuset, hvor der ikke nødvendigvis er så forfærdeligt langt fra tanke til handling. Også selv om skandalerne faktisk er få i den kommunale verden. Og selv om navnene på bidragydere med støttebeløb på over 20.000 kroner efter reglerne stadig skal indberettes med tilbagevirkende kraft – i dette tilfælde til marts næste år og dermed længe efter, at de gyldne kæder er fordelt landet over.

At økonomisk assistance til lokalpolitikere – uanset hvor naturligt, det end er – aldrig nogensinde må være betinget af direkte politisk indflydelse i form af kommunale modydelser, er i sagens natur selvindlysende. Derfor er den nye, men dybt bizarre tradition med skriftlige aftaler mellem lokale LO-afdelinger og lokale afdelinger af Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten også foruroligende. Tilbage i 2009 og dermed seneste kommunalvalg kaldte selv LO-formand Harald Børsting aftalerne med de socialistiske venstrefløjspartier for direkte tåbelige. Tilsyneladende har Harald Børsting heller ikke den store gennemslagskraft internt i LO, for de skriftlige aftaler med detaljerede målsætninger og forventninger nedfældet på papir er i hvert fald fortsat på det lokale plan i flere store byer som for eksempel Aarhus, Odense, Randers og Skanderborg. Hvilket ikke bare er synd og skam, det er værre: Det er direkte i modstrid med det danske demokrati og dermed skadeligt for den fortsatte tillid mellem de folkevalgte og deres vælgere.