Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Sydeuropæisk selverkendelse

Gældskrisen i Sydeuropa skærpes dag for dag, selvom 25 EU-lande nu har forpligtet sig på en finanspagt, der indskrænker spillerummet for underskud på staternes budgetter. De internationale banker og en trojka bestående af EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) nærmer sig ganske vist enighed om en plan for Grækenland, der skræller 70 procent af landets gæld til de internationale banker.

Men for at aftalen kan falde på plads og Grækenland tilføres flere midler, kræver trojkaen, at de førende græske politiske partier forpligter sig til at gennemføre de reformer og budgetnedskæringer, som de længe har stillet trojkaen i udsigt. Knaset med grækerne har øget presset på Portugal, hvor den ny konservative regering ganske vist har fulgt trojkaens anvisninger, men hvor markedet tvivler på, at landet alligevel undgår en statsbankerot, fordi den økonomiske krise viser sig at være endnu dybere end forudset.

Der er ingen tvivl om, at de to pressede sydeuropæiske nationer nødvendigvis må gennemføre reformer, så de atter kan blive konkurrencedygtige. I Grækenland drejer det sig bl.a. om at indføre en effektiv skatteopkrævning, der sikrer, at også de private virksomheder - f.eks landets stenrige skibsredere - bidrager til samfundshusholdningen. Desuden skal der gøres op med den korrupte »klientelisme«, hvor politiske partier vifter tilhængerne om næsen med statstilskud og livslange ansættelser i den offentlige sektor. Lignende tiltag er nødvendige i Portugal, hvor den nye regering dog allerede har bebudet vidtgående arbejdsmarkedsreformer, der gør det lettere at hyre og fyre ansatte.

Tyskerne har ventileret muligheden af at sætte Grækenland under en administration af en EU-kommissær for lære grækerne tysk sparsommelighed. Denne vej er næppe farbar. I stedet må landet tildeles midler og muligheder for at skabe økonomisk vækst i takt med, at reformer bliver gennemført. Med en negativ BNP-vækst på 11 pct., som der ellers er udsigt til i år, er det ikke muligt at overholde selv de lempede krav til gældsafviklingen.

Den samme medicin kan ordineres til Portugal med det forbehold, at regeringen her gør, hvad EU forlanger. Så længe landet viser reformvilje, må EU, ECB og IMF beskytte Portugal mod markedets mistro, der antog nye højder i går, hvor markedsrenten på portugisiske statspapirer nåede helt op på uantagelige 18 procent.

Der venter de berørte befolkninger i Grækenland og Portugal nogle barske år. De vånder sig da også voldsomt, og strejker hører til dagens uorden. Uroen bør i stedet afløses af en selverkendelsesproces, der på sigt kan føre disse to gamle europæiske kulturnationer styrket ud af krisen.

For Europa er det på den ene side vigtigt, at Grækenland og Portugal genskaber deres konkurrenceevne og forbliver medlemmer af euroen, så smitten ikke når Italien og Spanien, hvor der også er iværksæt reformer. På den anden side må reformkursen ikke gennemføres så brutalt, at den ender i samfundsmæssig opløsning. Ingen kan være interesserede i, at der opstår et nyt Somalia eller to på Europas sårbare sydflanker. Derfor skal den hårfine balance mellem pisk og gulerod holdes. Det er ikke nogen let opgave for EU, ECB og IMF, men der er ingen vej udenom.