I dag er der præcis tre måneder til, at svenskerne skal til riksdagsvalg. Det andet inden for et halvt år. Og det er ikke noget almindeligt valg, for Sverige er havnet i en svær politisk krise, som skal løses efter 22. marts, hvis den ikke skal føre til endnu mere ustabilitet og usikkerhed i vores store broderland.

Problemet er i korthed, at ingen i Riksdagen vil samarbejde med Sverigedemokraterna, som udløste valget, og som i mellemtiden i meningsmålingerne er vokset til over 16 procent af stemmerne. Sverigedemokraterne har meddelt, at man vil vælte enhver regering, der ikke går ind for at begrænse indvandringen til Sverige, så heller ikke en eventuel borgerlig regering kan vide sig sikker.

Læs også: Et oprør mod eliten ulmer i Sverige

Og hvad gør man så for at undgå en gentagelse af det drama, der udløste valget for få uger siden? Jo, man udfolder stor kreativitet, masser af krumspring og taktiske øvelser for at finde en ny parlamentarisk praksis, der betyder, at Sverigedemokraterne ikke igen kan vælte en mindretalsregering. I sidste uge henvendte de fire borgerlige ledere sig direkte til den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven og opfordrede ham til forhandlinger om nye parlamentariske regler. Det skete i et debatindlæg i avisen Dagens Nyheter.

Gennem enten lovgivning eller aftaler skal de to blokke finde frem til en enighed om, hvordan man udpeger en statsminister, som ikke har noget absolut flertal bag sig, og hvordan en mindretalsregering kan få sin økonomiske politik igennem uden at blive truet af Sverigedemokraterna (SD). Det kan for eksempel ske ved, at oppositionen lover ikke at stemme sammen med SD i visse situationer. Men uanset hvordan man gør det, er der en stor risiko for at havne i en demokratisk gråzone, som er uværdig for et land som Sverige.

Sverige har været vant til at regere med regeringer, der havde et stabilt flertal bag sig. I mange år fremover må svenskerne vænne sig til »danske tilstande« med mere eller mindre stabile mindretalsregeringer. Men det kræver samarbejde på tværs af blokkene mellem partier, som er meget forskellige. Skal man ud af krisen, er der ingen anden vej, end at de toneangivende svenske partier begynder at opfange de holdninger og strømninger, der er i befolkningen, og forsøger at tage bestik af dem. En kommende svensk regering bliver nødt til at forholde sig til den bekymring, der er i den svenske befolkning over den meget store strøm af indvandrere, som kommer til Sverige.

Læs også: »Löfven-regeringens fald skaber et håb om, at Sverige er ved at finde sin plads i de demokratiske staters rækker«

Hvis man som Stefan Löfven mener, at Sverigedemokraterne er fascister eller som Moderaterna nægter at have noget med dem at gøre, kan man ikke komme uden om at benytte demokratiske julelege og nye regler. Men man kan tage tyren ved hornene og forlade de fastlåste positioner. De svenske myndigheder, som tager sig af de mange asylsøgere, skal i gang med at ansætte 1.000 ekstra mand for at klare presset fra 80.000 asylsøgere i år og forventet 95.000 næste år. Det bliver en voldsom økonomisk og kulturel udfordring for Sverige. At grave sig ned i skyttegravene og nægte at forholde sig til det ved at kalde andre for fascister og racister er ikke bare uansvarligt. Det er også den slags, man med sikkerhed taber et valg på.