En gruppe asylansøgere har brugt Stefanskirken på Nørrebro som hjemsted for en sultestrejke i forlængelse af en landsdækkende sultestrejke blandt godt 60 afviste iranske og syriske asylansøgere. De sultestrejkende protesterer dels mod langsom sagsbehandling, dels mod de afgørelser, der er faldet. Til gengæld har menighedsrådet ved Stefanskirken så, i al fald til en vis grad, mandet sig op til at protestere mod denne form for demonstration ved at kræve sultestrejken standset. At kræve kirken fritaget for politiske manifestationer har menighedsrådet tilsyneladende ikke turdet eller villet.

Man synes ligesom man har set det før. En gruppe asylansøgere, der ikke ønsker at acceptere danske myndigheders afgørelse i behandlingen af deres sager, griber til en spektakulær protest, der kan påkalde sig mediernes interesse. Hvorefter politikere med afskaffelse af en stram udlændingepolitik på programmet sammen med diverse mere eller mindre velmenende græsrodsorganisationer tager fat på opgaven med at forsøge at få omstødt de trufne beslutninger. Vi så det første gang for alvor i 1992, da et flertal uden om den daværende KV-regering besluttede at give kollektivt asyl til en gruppe palæstinensere, der gennem fem måneder havde besat Blaagaards Kirke. Særlove er i sig selv en uskik, og palæstinenserloven, som den kaldes, har efterfølgende givet anledning til voldsom debat. Hele grundlaget for den har været betvivlet, og specielt hos Socialdemokraterne har den været et internt mareridt på grund af sine konsekvenser. Derfor skal justitsminister Morten Bødskov (S) have ros, fordi han klart har meldt ud, at man ikke kan protestere eller sultestrejke sig til særbehandling.

Sjovt nok er det som regel kredse, der normalt ikke har det store til overs for hverken folkekirke eller kristendom, som mener, at netop det at benytte en kirke som platform for en demonstration bør føre til ny sagsbehandling eller særlige regler. Den danske folkekirke er et rum for alle, hvor man kan søge fred og refleksion uden at blive afkrævet et motiv ved indgangen. Men det er misbrug af kirken - det gælder såvel asylansøgere som menighedsråd og præster - hvis man vil bruge det frie kirkerum som en personlig talerstol. Kirken har ikke en særlig asylret eller -pligt. Der er intet juridisk til hinder for at rydde kirken. Men ingen har naturligvis lyst til at se TV- og avisbilleder af sultsvækkede asylansøgere, der slæbes ud af en kirke af bevæbnet politi. Imidlertid er det asylansøgerne selv, deres støtter blandt politikere og græsrødder og de kirker, der mere eller mindre gedulgt hjælper dem, som må besinde sig. En sultestrejke er en alvorlig sag, fordi den sultestrejkende siger: Det er jeres skyld, hvis jeg dør! Der findes tilfælde, hvor den form for protest kan have sin berettigelse. Men den berettigelse findes ikke her; for asylansøgerne har fået deres sag behandlet efter de regler og foreskrifter, der gælder i et demokratisk samfund. I stedet for at lægge ansvaret for deres fremtid over på kirken og den danske offentlighed, må asylansøgerne selv påtage sig ansvaret. Det er faktisk også et af kristendommens væsentligste budskaber.