Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Striden om Håndtrykket

Folkekirken må leve med de bogstavtro præster. Folkekirken er en konstruktion fyldt med paradokser. Langt størstedelen af befolkningen er medlemmer, men kun et lille mindretal kommer jævnligt i kirken.

Folkekirken er ikke en statskirke, men den understøttes af staten. Præsterne indstilles lokalt, men ansættes af statsmagten med tjenestemandspension. Folkekirken skal forkynde kristendommen i Danmark, men skal samtidig holde kristendommen fra at skeje ud.

I denne virkelighed skal Viborgs biskop Karsten Nissen afgøre, om han stadig vil tillade, at stiftets mest konservative præster ikke giver hånd til kvindelige kolleger, når de optræder som præster. På landsplan drejer det sig angiveligt om et par hundrede præster, der fortsat fortolker apostlen Paulus’ nej til kvindelige hyrder bogstaveligt. Præsterne har ikke noget mod kvinder, men nægter at give hånd, når personen i præstekjolen er en kvinde.

Hidtil har man klaret konflikten mellem mindretallets bogstavelige bibeltolkning og statens officielle ligebehandlingspolitik på pragmatisk vis. Ved indsættelse af en præst er det kutyme, at den nye præst efter indsættelsen trykker fire assisterende præster i hånden. Når præsten har været af den bogstavtro slags, har man i Viborg stift løst sagen ved, at de fire kolleger har været af hankøn. Spørgsmålet, som biskoppen skal afgøre, er, om man fortsat skal finde de pragmatiske løsninger.

Selv om afvisningen af kvindelige præster forekommer middelalderlig, og selv om landets øvrige biskopper ikke tolererer denne holdning, er netop folkekirkens paradoksfyldte konstruktion begrundelsen for, at folkekirken må leve med de håndsky præster. Som statsunderstøttet kirke skal folkekirken være kirke for alle og alle dele af landet; også for dem, der fastholder en bibeltolkning, som det store flertal må ryste på hovedet af. Det er menighedsrådene, der indstiller den præst, de ønsker. Hvis man er utilfreds, findes der et lokalt demokrati, hvor man kan gøre sin indflydelse gældende. Endelig er der jo muligheden for at løse sognebånd, altså skifte til en nabokirke, hvis ens egen præst er for for langt ude.

I diskussionen om de manglende kirkelige håndtryk er de konservative præster blevet sammenlignet med den ligeledes håndsky muslimske folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid. Sammenligningen holder ikke fuldstændig. Asmaa Abdol-Hamid nægter at give mænd hånden, fordi de er mænd. Præsterne siger nej til at give kvinder hånd når de optræder som præster. I begge tilfælde er det kønsdiskrimination, der er sagens kerne, selv om præsterne giver en teologisk begrundelse.

Men mens Asmaa Abdol-Hamids manglende håndtryk i offentligheden alene er et anliggende for hendes vælgere, er de bogstavtro præster et anliggende ikke blot for deres menighed og biskop, men i sidste ende også for den stat, der har ansat dem som tjenestemænd i et samfund, hvor vi siger ja og amen til ligestilling. Det stiller den statsunderstøttede kirke i et alvorligt dilemma.

Og så er det, man må tage en dyb indånding og erkende, at når man vil den paradoksfyldte og alligevel levende danske folkekirke, må man vise dens mindretal den pragmatiske tolerance, som selvsamme mindretal ikke selv formår at vise andre. Gennem årene er antallet af diskriminerende præster faldet. Tiden vil også klare resten.