Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Strengere straffe? Ja – men husk lige retssikkerheden

Foto: Liselotte Sabroe.
Læs mere
Fold sammen

To års fængsel for at være skyld i to unge kvinders død. Sådan lød dommen i første omgang i den meget omtalte vandscooter-sag fra Københavns Havn, hvor to amerikanske turister mistede livet. Uden at forfalde til lynch-stemning vil de fleste nok mene, at det var en mild dom for en så grov forbrydelse. Derfor er afgørelsen fra Københavns Byret da også anket til skærpet straf af anklagemyndigheden.

Og det er i princippet sådan, et retssamfund skal fungere. En dom kan, hvis den skønnes for mild eller for streng, sendes videre i retssystemet af forsvarer eller anklager. Så er det næste instans, der afgør, om juristerne i første omgang vurderede rigtigt. Den dømmende magt har udført sit arbejde.

Men sideløbende eksisterer der en almen retsfølelse. En fornemmelse i befolkningen og hos de politikere, der skal repræsentere den, for, hvad der kan betragtes som retfærdighed i retsudøvelsen. Den retsfølelse skal man ikke undervurdere – den har sin berettigelse. Men i en demokratisk retsstat med tredeling af magten kan man ikke understrege nok, at domstolenes afgørelser skal respekteres, og at enkelte spektakulære straffesager ikke skal foranledige stemningsskift og pludselige ændringer i grundfæstede retsprincipper.

Det betyder ikke, at domstolene og enkelte afgørelser er hævet over kritik. Jævnfør den nævnte vandscooter-sag eller retsopgøret efter finanskrisen. Men man skal være uhyre forsigtig med at kræve øjeblikkelige ændringer af straffe- eller retsplejeloven, blot fordi en enkelt dom kan forekomme himmelråbende forkert.

Når det er sagt, kan man godt følge tankegangen i, at Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, med støtte fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil arbejde for, at domstolene dømmer strengere i  voldssager og sager om uagtsomt manddrab. Generelt er kriminaliteten faldende i Danmark. Men – sådan forekommer det i alt fald – en stribe meget voldsomme sager, der inkluderer vold, drabsforsøg og drab, har tegnet et billede, hvor dommene for personfarlig kriminalitet synes at stå i misforhold til den almindelige retsfølelse. Det er på den baggrund, at politikerne ønsker at indføre »normalstraf«, som det bl.a. kendes fra voldtægtssager. Altså at en bestemt form for forbrydelse pr. automatik udløser en straf af betydeligt omfang. Naturligvis med mulighed for at såvel skærpende som formildende omstændigheder kan få indflydelse på rettens afgørelse.

Det positive i forslaget er, at man opnår større overensstemmelse mellem graden af forbrydelse og omfanget af straffen. Plus den signalværdi og, forhåbentlig, præventive virkning, der ligger i, at en grov forbrydelse udløser en streng straf. Det negative er, at den lovgivende magt – Folketinget – hermed bevæger sig mere håndfast ind på den dømmende magts – dommernes – område. Man er nødt til at have en vis fleksibilitet i straframmerne. Særlige omstændigheder kan tale til fordel for den tiltalte. »Loftet« i straframmen må reserveres de helt ekstraordnære forbrydelser. Inden politikerne starter lovmaskinen, vil det i alt fald være en god idé nøje at få klarlagt, hvordan straframmerne udnyttes i dag hos domstolene og på det grundlag vurdere, om der er grund til at tydeliggøre strafniveauet.