Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Straf for psykisk vold er et bekymrende symbol

Der er grund til at være skeptisk over for regeringens forslag om at ligestille psykisk vold med fysisk vold. Det er ineffektiv signallovgivning, som tilmed udtrykker en bekymrende tendens til at lade staten løse alle menneskelivets problemer.

Psykisk vold er et stort problem, alligevel er der grund til at være skeptisk. Skal vi virkelig udforme en ny paragraf i straffeloven alene for at sende et signal? Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Lad os først slå det åbenlyse fast: Psykisk vold kan være ekstremt nedbrydende og skadeligt for et menneske – og nogle gange med værre konsekvenser end fysisk vold.

Derfor fremstår det i udgangspunktet sympatisk, at justitsminister Søren Pape Poulsen har fremlagt et lovforslag om at ligestille psykisk vold med fysisk vold og tilføje en ny selvstændig paragraf i straffeloven. Der er stort flertal for forslaget, og derfor vil man sandsynligvis snart kunne idømmes op til tre års fængsel, hvis det kan bevises, at man gennem længere tid har udsat en person i den nære familie for psykisk vold. I lovforslaget defineres psykisk vold som »groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der er egnet til utilbørligt at styre den anden«.

Man må give ministeren den ros, at forslaget er grundigt forberedt. Allerede i 2017 begyndte regeringens dialog med relevante organisationer. Der er også fagligt belæg for, at psykisk vold er et stort problem: Ifølge en rapport fra VIVE har knap fire ud af 100 kvinder inden for et år været udsat for psykisk vold fra en nuværende eller tidligere partner, og dermed rammer psykisk vold dobbelt så ofte som fysisk vold.

Alligevel er der grund til at være skeptisk.

Psykisk vold er i princippet allerede strafbart inden for den eksisterende lovgivning. Formålet med den nye paragraf er blot at gøre det mere tydeligt, og det er da også tankevækkende, at de organisationer og personer, som klapper i hænderne over lovforslaget, primært glæder sig over signalet. Men skal vi virkelig udforme en ny paragraf i straffeloven alene for at sende et signal? Det vil ikke være første gang, det sker, men det gør det ikke mere rigtigt.

»I andre lande, som har indført lignende lovgivning, er der faldet meget få domme.«


Når den nye paragraf sandsynligvis kun kommer til at fungere som et signal, er det selvfølgelig, fordi det vil blive enormt svært at løfte bevisbyrden. I andre lande, som har indført lignende lovgivning, er der da også faldet meget få domme. Ifølge professor i strafferet, Birgit Feldtmann, er der desuden store risici forbundet med paragraffen: Når gerningsmanden ender med at gå fri, kan ofret føle det som en dobbelt krænkelse, og når der i sjældne tilfælde kan falde dom, risikerer man at ende i en situation med omvendt bevisbyrde, fordi der er tale om ord mod ord.

Omvendt bevisbyrde er et voldsomt brud på den almindelige retssikkerhed, og når juridiske eksperter bringer det på banen som en bekymring, bør vi i den grad lytte. At forhindre justitsmord er altid vigtigere end at få skyldige dømt.

Der er en idémæssig forbindelse mellem justitsministerens lovforslag og tidens mange debatter om krænkelser: Vi vil ikke acceptere de risici, der følger med et levet menneskeliv, og vi vil have staten, uddannelsesinstitutionen, arbejdspladsen eller det juridiske system til at sætte skarpe grænser på områder, som er kendetegnet ved netop at have særdeles flydende grænser. Der er ofte tale om private forhold, hvor der ikke overraskende er store individuelle forskelle på folks opfattelse af situationen.

I bemærkningerne til lovforslaget kan man læse, at psykisk vold også indbefatter at ignorere sin partner, at sladre ondsindet om hende eller holde hende »i uvished om afgørende beslutninger, for eksempel rejser til udlandet«.

Det er urimelige og forkerte handlinger – ingen tvivl om det. Men det er ikke handlinger, der bør være en del af straffeloven.

AMALIE LYHNE