Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Stop den ynkelige kritik – EU er ikke et fængsel

Der er ikke noget urimeligt i, at EU-landene står sammen i forhandlingerne om Storbritanniens afsked med fællesskabet.

Dansk Folkeparti
Kenneth Kristensen Berth, som her taler ved Dansk Folkepartis årsmøde september 2018, tror ikke længere på, at der skal udskrives en hurtig dansk folkeafstemning om EU-medlemskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Hvorfor skal det være så svært at forlade EU? Og er det overhovedet rimeligt af EU at stille så mange krav til briterne, når de vil forlade samarbejdet?

Sådan lyder spørgsmålene – og kritikken – i tiltagende grad, mens uret tikker ned mod 29. marts, som er den automatiske slutdato for britisk EU-medlemskab, hvis parterne ikke enes om udsættelse i sidste øjeblik.

Dansk Folkeparti har angrebet EU for urimelig stædighed i Brexit-forhandlingerne. Mandag omtalte partiets EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, en talsmand for EU-Kommissionen som en »gigantbureaukrat«, der viste, »hvad det er for en monolit, briterne er oppe imod i forhold til EU«.

Talsmandens eneste brøde var at gentage et budskab, som 27 EU-lande er enige om: Den skilsmisseaftale, som det har taget næsten to år at få forhandlet på plads mellem EU og Storbritannien, står fast. EU-siden ønsker ingen genforhandling; heller ikke om det omstridte nordirske backstop.

Netop dette backstop vil den britiske premierminister, Theresa May, have på bordet igen, efter at hun tirsdag vandt en kneben sejr i det britiske parlament.

Det nordirske backstop er en slags forsikringsaftale om, at der ikke kan genindføres hård grænsekontrol mellem Irland og Nordirland, og den kan i sidste ende tvinge Storbritannien til at blive i en toldunion med EU. Der er dog intet urimeligt i, at de europæiske lande står fast på dette. EU-landene bakker hermed op om Irlands interesser, og de ønsker at hindre tilbagefald til de uroligheder og den vold, som plagede Nordirland frem til Langfredagsaftalen i 1998.

Det er tværtimod de britiske konservative og Theresa May, som udviser en risikabel stædighed ved at blive ved med at stille to selvmodsigende krav til EU. De siger, at de vil bevare de åbne grænser på den irske ø, men de vil på samme tid trække sig ud af ikke bare EU, men også det indre marked og en mulig toldunion med EU. Altså alle de kendte former for samarbejdsrelationer, som kunne sikre åbne grænser.

Theresa May forsøger at øge presset på EU ved at lade tiden rinde ud mod 29. marts, hvor vi risikerer et britisk farvel uden nogen aftale, men det skal vi ikke ligge under for. EU-landene skal nu som før bevare roen og sammenholdet.

»Dansk Folkepartis kritik af Kommissionen er et ekko af den mest hysteriske britiske EU-modstand.«


Dansk Folkepartis kritik af Kommissionen er et ekko af den mest hysteriske britiske EU-modstand. I september mente den britiske udenrigsminister, Jeremy Hunt, at EU var at sammenligne med et sovjetisk fængsel, som man umuligt kunne slippe ud af, men sandheden er, at briterne bare kan sige farvel 29. marts.

De har fået skilsmisseaftale, som sikrer samhandel, samarbejde og rettigheder for britiske borgere i EU under en blød overgang til at stå uden for EU. Men de kan også gå uden den aftale.

Når det er svært at forlade EU, er det, fordi samarbejdet indebærer fordele, som befolkningerne nødigt giver afkald på. Den erkendelse er mange danskere også nået frem til, og det er grunden til, at DF ikke længere kræver en hurtig folkeafstemning om dansk EU-medlemskab. Som Kenneth Kristensen Berth udtrykte det mandag i »Deadline« på DR2:

»Vi kan sagtens holde en afstemning i morgen om dansk medlemskab af EU. Problemet er bare, at den overvældende majoritet af danskerne vil sige ja til at blive i EU, og så er den debat død de næste 50 år.«

Om ikke andet kan det være en gevinst af Brexit: En vis realisme om danskernes forhold til EU synes at indfinde sig hos danske EU-kritikere.

PIERRE COLLIGNON