Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Større horisonter

I bogen »Verdens Orden«, der netop er udkommet på dansk, skriver den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, at hver tidsalder har sin forklaringsmodel. I middelalderen var det religion, i Oplysningstiden fornuften, i det 19. århundrede nationalismen, i det 20. ideologierne. I dag er det teknologien.

Den pointe synes særligt vedkommende netop nu, hvor Danmark flyder over af begejstring, fordi den første danske astronaut er blevet sendt op i rummet om bord på fartøjet Sojuz, der i går blev succesfuldt sammenkoblet med Den Internationale Rumstation ISS. At vi er så stolte, kan nemlig ikke kun forklares med, at Andreas Mogensen er dansker, selv om det selvfølgelig er en væsentlig del af forklaringen. Det skyldes også, at Vesten har gjort videnskaben til sin ledestjerne, og en rumrejse er stadig en videnskabelig kraftpræstation. Den udvider horisonten.

Og der er da heller ikke tvivl om, at det er videnskaben, som har sikret os en livskvalitet uden fortilfælde i historien. Ligesom vi i vidt omfang må sætte vores lid til teknologiske fremskridt i en verden med overbefolkning, vandmangel, epidemier og klimaforandringer. Men i samme åndedrag bør man huske, at lige så vel som videnskaben kan redde os, truer dens teknologiske frembringelser med at udslette os. Den moderne våbenteknologi, herunder masseødelæggelsesvåben, bliver i disse år spredt til stadigt flere lande og truer med at falde i hænderne på ikke-statslige aktører. Samtidig opstår der nye, hidtil ukendte trusler: Med computerteknologiens hæsblæsende udviklingstempo er det kun et spørgsmål om tid, før terrorgrupper vil forsøge at ramme deres fjender gennem cyberspace. Videnskaben kan bruges i menneskehedens tjeneste, men så sandelig også imod den.

Der er derfor noget opløftende i, at Andreas Mogensen som lekture til den næste uge på rumstationen har fået overdraget netop Søren Kierkegaards tre taler om »Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen – tre gudelige taler.« For selv om værket er kristent, og som sådan for nogle kan fremstå som en antitese til videnskabelige fremskridt, så viser det sig ved nærmere studier at rumme opskriften på, hvordan videnskab ikke udarter sig til galskab.

Det er et værk, der i sin essens sammenfatter menneskets begrænsninger og muligheder: Vi skal ikke skabe verden, for verden er allerede skabt; den skal blot opdages, udforskes, tilegnes og bruges til gavn for alt det skabte. Kierkegaard foreslår, at mennesket gør den prunkløse lilje og den pjuskede fugl til sine læremestre, og af dem lærer tavshed, lydighed og glæde. Tavsheden skal man bruge, fordi universet selv åbenbarer sine sandheder for den, der vil lytte, og ikke trækker sine egne sandheder ned over verden. Lydighed er påkrævet, så man underordner sig det fælles bedste i stedet for at kappes om at være størst. Glæden handler om at nyde livets forunderlighed nu og her og kaste sine sorger på Gud, for han kan bære det.

I deres samarbejde om Den Internationale Rumstation følger Rusland og USA, der ellers er hinanden fjendtligt stemt i disse år, i vidt omfang Kierkegaards anvisninger. Det har gjort verden større, og nu har det også gjort den første dansker til astronaut.