Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Støjbergs sans for at få os til at grine og græde

»Det befriende ved Inger Støjberg er, at hun taler lige ud af posen.«

Inger Støjberg. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Inger Støjberg har en særlig evne, som nogle elsker, og andre elsker at hade. Så kort kan det siges. Uanset om det handler om at angive udenlandsk udseende personer i pizzeriaets baglokale, om en kage til at fejre udlændinge- stramninger eller om støjende indvandrerdrenge i biografen, så deler integrationsministeren vandene. Sådan må det være med politikere, som har noget på hjerte i kontroversielle sager. Og det har Inger Støjberg. Problemet for hende er dog, at hendes facon ofte kommer til at skygge for budskabet og den debat, som egentlig var udgangspunktet.

I denne uge opfordrede integrationsministeren danskerne til at holde øje med illegale indvandrere og melde dem til politiet. Hvis man for eksempel er på pizzeria og oplever noget underligt i baglokalet »fordi der går mange rundt og ikke taler dansk overhovedet«, så kan man kontakte myndighederne. For det er en utopi at tro, at politiet kan komme i hvert et baglokale i Danmark, siger Inger Støjberg. Det fik debatten om stikkeri og ministerens og myndighedernes flugt fra ansvaret til at fylde på de sociale medier. Ministeren blev nærmest rituelt lagt for had og tillagt en stribe motiver og hensigter uden belæg overhovedet. Og udgangspunktet – en seriøs debat om, hvad vi stiller op med de illegale indvandrere i Danmark – var for længst glemt.

Baggrunden for Støjbergs udtalelser var nemlig, at TV 2 kunne fortælle, at antallet af illegale indvandrere er stigende, og at 1.348 sidste år blev sigtet for at opholde sig illegalt i Danmark, hvilket er det højeste antal nogensinde og kun den øverste top af isbjerget.

De, der lever i Danmark uden lovligt opholdsgrundlag, ernærer sig oftest ved småjobs, stærkt underbetalt sort arbejde, småtyverier, indsamling af flasker og den slags. De bor stuvet sammen på værelser, i små lejligheder eller på gaden og håber på ikke at blive opdaget af politiet. Der eksisterer naturligvis en hel pallet af initiativer, som man kan tage i brug for at opdage og udvise flere illegale indvandrere både i forhold til dem, der huser dem, beskæftiger dem til en ussel løn og i forhold til de offentlige myndigheder, som møder dem.

At bede almindelige pizzakøbere om at fungere som mere eller mindre kvalificerede angivere er både ubehageligt og meget lidt effektivt.

Da Inger Støjberg for nylig postede et billede på Facebook af en kage for at fejre udlændingestramning nummer 50, var det en nyhed, der ikke bare blev et viralt hit, men som så ofte før hurtigt nåede de udenlandske medier. De vante positioner for og imod Inger Støjberg stjal scenen fra budskabet om en succesrig politik, som har medvirket til at nedbringe antallet af asylansøgere til Danmark betragteligt.

Det befriende ved Inger Støjberg er, at hun taler lige ud af posen og aldrig forsøger at dække sig ind under en eller anden politisk korrekthed. Det betyder, at hendes politiske modstandere nogle gange ryger helt op i det røde felt, og at andre bliver stødt over generaliseringer og mangel på følsomhed over for mennesker i en udsat position. Men det modsatte ville være langt værre – at regeringens udlændingekurs var pakket så meget ind i ulden politikersnak, at svesken aldrig kom på disken.