Nu, syv måneder efter sin tiltræden, står Thorning i en helt anden situation. Faktisk må man konkludere, at hun slet ikke tiltrækker nogen. I en Megafon-måling i fredags var Socialdemokraterne nede på 16,9 procent af stemmerne, absolut bundrekord i mere end 100 år for det traditionelle magtbærende parti i Danmark, og i dagens Politiko-magasin her i avisen offentliggøres en ny måling, som viser at danskernes tillid til Helle Thorning-Schmidt som landets statsminister styrtdykker, mens Lars Løkke Rasmussen også her rider på noget af en vælgerbølge.

I stedet for at være politikeren, der fra centrum-venstre kan samle den danske politiske midte, er Thorning endt som statsministeren uden base. Det vælgermæssige grundlag og dermed også figuren Thornings legitimitet som slagkraftig leder af dette land er smuldret på rekordtid. Intet under at eksperter, kommentatorer og politiske venner og fjender weekenden over har jagtet en forklaring. Som i virkeligheden ligger lige for.

For statsminister Helle Thorning-Schmidts helt centrale problem er, at kun få danskere kan identificere sig med hende og hendes regerings projekt. Da hun tiltrådte som partiformand, var hun blå. Så måtte hun række ind over midten af sit parti for at forhindre fløjkrige, hvorefter hun blev meget rød. Så rød, at hun nærmest smeltede sammen med Villy Søvndal og hans dengang så succesrige SF-projekt, manifesteret i det fælles program Fair Løsning. Det var denne retning, Thorning gik til valg på at få vælgernes opbakning til at følge. Da det kun lige nøjagtig lykkedes, takket være et stærkt valg for de Radikale, som S-toppen undervejs i S-SF-aksens storhedstid ellers havde behandlet arrogant og nedværdigende, vendte vinden igen. Nu sidder Thorning nok i statsministerstolen, men det er Margrethe Vestager og hendes parti, der har magten. Mens Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten snupper alle de vælgere, der føler sig dybt skuffede over regeringens løftebrud til de forventningsfulde venstrefløjsvælgere, der før valget håbede på mere velfærd, millionærskatter og en betalingsring med meget mere. Og Lars Løkke Rasmussen og Venstre indkasserer de arbejderstemmer, som føler sig bedre repræsenteret af en dagsorden om, at det skal kunne betale sig at arbejde - og at det ikke må blive dyrere at være danskere.

Tilbage står statsministeren i åbenbar ensomhed og blottet for den politiske styrke, der under normale omstændigheder skal til for at bære så store ting som en skattereform og en trepartsforhandling igennem. Regeringens projekt, hvad det så end gik ud på, og statsministerens personlige position synes allerede nu undermineret i uhørt omfang. Det er i sandhed et politisk skæbnespil af dimensioner, vi er vidne til i Danmark i denne tid.