Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Statens nedslidte sikkerhed bliver stillet til skue

ARKIVFOTO 2013 af bandegrupperingen LTF / Loyal To Familia-
Læs mere
Fold sammen

Statens vigtigste opgave er at garantere borgernes fysiske sikkerhed. Ved hjælp af politi og forsvar, som hver for sig har monopol på voldsudøvelse, skal staten sørge for, at borgerne kan bo og færdes frit uden at skulle bekymre sig nævneværdigt om at blive skudt af hverken andre borgere, terrorister eller fremmede soldater. Det kræver et politi, som er tilstrækkeligt stort til at håndtere opgaverne, og det kræver et forsvar, som kan sikre rigets grænser til lands, til vands og i luften. Først når der er styr på befolkningens sikkerhed og territoriets grænser, kan man tage fat på alt det andet, som tilsammen skaber velfærdssamfundet.

I et af verdens rigeste lande burde det være en selvfølge, at statens grundlæggende sikkerhedsstyrker er både tilstrækkeligt store, veluddannede og veludrustede til at løse deres opgave. Men som den seneste tid har vist, er det ikke tilfældet. Når politiets opgaver pludselig vokser eller ændrer karakter, kan politiet ikke følge med. De er simpelthen for få og skal derfor nu have hjælp til blandt andet grænsekontrol og bevogtningsopgaver af det militære forsvar, der selv er skåret til et punkt, hvor det ikke længere kan præstere et sammenhængende forsvar af ret meget. Det er som at se to krøblinge, der må støtte hinanden for at vakle over gaden.

I et lille land er det nødvendigt, at alle brugbare ressourcer sættes ind, når en alvorlig ny trussel mod borgernes sikkerhed opstår. Der er ingen grund til anfægtelser over at indsætte soldater til opgaver, hvis de vel at mærke uddannes ordentligt til at løse dem. Det har både borgerne og soldaterne krav på. Som nullernes overdramatiserede fangesager fra Irak og Afghanistan viste, er der nem adgang for kritikere af forsvaret, hvis man kan rejse tvivl om opgaveløsningen.

I øvrigt har forsvaret været til stede ved grænserne i form af Hjemmeværnet, som har vist, at det kan løse opgaven solidt. Hvis Hjemmeværnet kan fremskaffe det nødvendige antal soldater, burde yderligere opgaver overlades til det. Netop bevogtning er en kerneopgave i det frivillige værn. Men altså: Forudsat at uddannelse, kommandoveje og politiets kontrol med de indsatte styrker er præcist beskrevet og indøvet, er grundlaget for at bruge forsvaret til stede.

Regeringen forsvarer sig med, at den har sat gang i opførelsen af ny politiskole. Og det er jo sandt. Men iværksættelsen blev desværre forsinket et år eller mere på grund af rod og politiske magtkampe.

Det hører med til billedet, at i såvel politiet som forsvaret synes der at være langt mellem personellet og ledelsens opfattelse af virkeligheden. Rigspolitichefen blev forleden hårdt angrebet som utroværdig af de ansatte, og da en kontreadmiral for nylig udtalte, at der er for mange officerer i forsvaret, blev han mødt af en brigadechef, som sagtmodigt spurgte, om han så nu kunne få folk til at besætte de 40 ledige stillinger i hans uddannelsesbataljon i Holstebro.

De, der har ansvaret for statens vigtigste opgave, står ikke til topkarakter, ikke engang efter en inflationsramt skala.