Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Stat og religion

Leder: »Et forbud, som 29 procent af danskerne ønsker, vil desuden indebære, at også jødiske kalotter og sikhernes turbaner må forbydes, for man kan ikke lave love, der er rettet mod særlige religiøse grupper«.

Én ting må slås fast. Et forbud mod religiøs hovedbeklædning har ingen gang på jorden, mener Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange danskeres tolerance over for indvandrere med muslimsk baggrund er til at overse. Det viser en undersøgelse fra Aarhus Universitet, som man kan læse om i dagens Berlingske. I undersøgelsen svarer 29 procent, at det bør være forbudt at bære muslimske tørklæder og slør i det offentlige rum. 14 procent er delvis enige i, at det bør forbydes.

Uanset om man finder resultatet nedslående eller synes, at det er udtryk for en sund skepsis over for en religiøst betinget praksis, der kan opfattes som kvindeundertrykkende, må én ting slås fast. Et forbud har ingen gang på jorden. Et så omfattende indgreb i grundlæggende frihedsrettigheder som at lovgive om religiøst betinget påklædning i det offentlige rum vil være i strid med, om ikke bogstavet, så dog ånden i Grundlovens ord om religionsfrihed. Det forbud, som 29 procent af danskerne ifølge undersøgelsen ønsker, vil desuden indebære, at også sådan noget som jødiske kalotter og sikhernes turbaner må forbydes, for man kan ikke lave love, der er rettet mod særlige religiøse grupper, der i øvrigt retter sig efter landets love. Endelig kan man pege på, at alene det at håndhæve et forbud vil føre til groteske scener, der ikke er et moderne, demokratisk retssamfund værdigt. Et forbud som ovenstående bør derfor ikke blive til noget, og det bliver heller ikke til noget. Heldigvis.

Mere principielt handler det betænkelige i at indføre tørklæde - eller andre forbud om det uhensigtsmæssige i, at staten overhovedet blander sig i religiøse forhold. Bortset fra oplagte ting – som at dommere ikke skal bære religiøse symboler, når de er på arbejde – skal religion ikke være et statsligt anliggende. At folkekirken i overensstemmelse med Grundloven, og af oplagte historiske grunde, understøttes økonomisk af staten, ændrer ikke på dette: At staten som sådan og religion som sådan så vidt muligt skal holdes adskilt.

Af samme årsag man må tage afstand fra det forslag om en statsligt finansieret imamuddannelse, der senest er blevet stillet af Københavns domprovst, Anders Gadegaard. Herhjemme uddanner vi, igen af oplagte grunde, teologer på universiteterne og præster på pastoralseminarierne. Bortset fra det bør uddannelser af religiøse nøglefigurer være et anliggende for de enkelte trossamfund. Ikke for staten. Ligesom heller ikke byggeri af for eksempel moskeer – de være sig større eller mindre – er noget, staten skal involveres i.

Her gælder det igen: Gældende lov skal overholdes. Bliver den det, må hver enkelt udøve sin religion eller sin ikke-tro, som han eller hun ønsker det. Uden statslig indblanding.

At en kobling af religion og stat - ud over folkekirkens historisk betingede særstilling - ikke hører hjemme i et liberalt demokrati som det danske, og at religion fortsat grundlæggende skal være et ikke-statsligt anliggende, betyder ikke, at religion ikke også kan være et samfundsanliggende. Retten til at diskutere religion er fundamental. Den diskussion skal fortsætte. Naturligvis. Men hold venligst staten udenfor.