Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Spanien skal stå samlet – og lytte til Catalonien

Demonstrant i Barcelona. Fold sammen
Læs mere
Foto: ELOY ALONSO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er voldsomme billeder fra Spanien, der nu går verden rundt: Kampklædte politifolk, der følger ordrer om at forhindre ethvert forsøg på at stemme ved søndagens forbudte afstemning om catalansk uafhængighed fra resten af Spanien.

Det ser ikke pænt ud, når tilsyneladende helt almindelige borgere bliver slået med knipler eller endda skudt med gummikugler, mens de udøver det, de opfatter som deres demokratiske ret.

Lad det være sagt med det samme: Den spanske regering har loven på sin side. Søndagens afstemning var forfatningsstridig, og man har juridisk set været i sin gode ret til at beordre et massivt politiopbud til at opløse flokkene af stemmelystne catalanere.

Men man må tage sig til hovedet, når man ser, hvordan centralregeringen i Madrid har håndteret situationen. Man havde en bred vifte af reaktionsmuligheder på det catalanske ønske om en afstemning til rådighed. Man kunne have forhandlet om en eller anden form for udvidelse af det selvstyre, Catalonien i forvejen nyder. Man kunne have tilladt en vejledende, men ikke juridisk bindende afstemning. I det hele taget kunne man have forsøgt sig med dialog. I stedet har man benyttet en gennemført konfrontatorisk retorik og fremfærd, der har fået catalanere, der ellers ikke hidtil var tilhængere af uafhængighed, til i stort tal at lade sig optænde af lokalpatriotisme ved udsigten til at mærke »Madrids støvle«.

Den spanske regering valgte at optræde brysk og magtfuldkomment og behandle en stor gruppe mennesker som undersåtter snarere end borgere på en måde, der uundgåeligt fik folk til at drage paralleller til Francos styre. Derfor har regeringen i høj grad sig selv at takke for den følelse af sammenhold, der nu er blomstret op blandt mange catalanere. Parterne er malet op i hver sit hjørne, og det er svært at se, hvordan man kan finde en mindelig løsning.

Det er ulykkeligt. Naturligvis for Catalonien og hele Spanien, men i værste tilfælde også for Europa.

Vi lever nemlig i uvisse tider, hvor Europa har brug for at vise stabilitet, sammenhold og styrke. Vores liberale demokratier, som vi kender dem i dag, er under pres. Udefra ikke mindst fra en russisk præsident, der drømmer om et svækket og splittet Europa, men så sandelig også fra religiøse fanatikere, der rekrutterer frivillige til deres selvmordsaktioner i både Mellemøsten, Paris og Aarhus.

Dertil kommer en nordlig skepsis over for de sydeuropæiske økonomier, chokket efter Brexit, protestpartier fra både højre og venstre i fremmarch i en lang række EU-lande og et svækket samarbejde med vores vigtigste partner, USA.

Det sidste, vi har brug for, er et mere splittet Europa. Derfor er der også al mulig grund til at håbe, at spanierne kan finde en måde at leve i fred og fordragelighed som en samlet nation – muligvis med flere indrømmelser til catalanerne.

Weekendens voldsomme billeder repræsenterer i hvert fald ikke den form for demokrati, man bør forbinde med Europa.