Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Søstersolidarisk

»Der er næppe noget vigtigere samfundsmæssigt anliggende end at sikre, at de titusinder af muslimske kvinder, der årligt kommer til Danmark, reelt får mulighed for at sætte sig ud over den 'præventive virkning'.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag, tirsdag, er det Kvindernes Internationale Kampdag, og hvis man følger med i den løbende kønsdebat i Danmark, kan man nemt få det indtryk, at kvindekamp er blevet synonymt med kvinder, der slås mod kvinder.

I medierne skændes røde og blå feminister om snart sagt alting: Er det godt eller skidt at sætte karrieren på standby, mens børnene er små? Er det mændene, der holder kvinderne ude af bestyrelseslokalerne, eller har de bare bedre ting at tage sig til end at glo i kedelige strategipapirer?

Men i modsætning til, hvad man kunne tro, er uenigheden ikke et krisetegn. Tværtimod, den er et sundhedstegn. For hvorfor i alverden skulle kvinder dog enes om, hvordan livet skal leves? Kvinder udgør faktisk majoriteten af befolkningen, og præcis som mænd har de forskellige temperamenter, interesser og ambitioner. Dem skal de naturligvis have lov til at forfølge hver især. Fuldstændig ligesom mænd til alle tider har gjort det. Den mandlige topdirektør synes ikke, at han behøver at enes med den mandlige lagerarbejder om, hvorvidt man lever for at arbejde eller arbejder for at leve, og det samme gælder naturligvis for kvinder i top og bund på arbejdsmarkedet.

Når det er sagt, bør det dog siges højt og tydeligt, at der er én ting, alle forhåbentlig alligevel er enige om: Og det er, at kvinder og mænd skal være lige for loven. Når det er så vigtigt at slå fast, er det, fordi det de seneste uger er blevet klart, at man ikke kan tage det for givet i Danmark anno 2016. Som TV 2 har dokumenteret i programserien »Moskeerne bag sløret«, bliver kvinders grundlovssikrede rettigheder trådt under fode i de salafistiske moskeer i Danmark. Her bliver kvinderne under påberåbelse af en død profet truet til underkastelse på forskellig vis.

Selv om talsmændene for diverse islamiske organisationer bedyrer, at de skam ikke vil stene nogen utro kvinde her i Danmark, hvor det er forbudt, er der ingen som helst tvivl om, at truslerne i sig selv gør skade. For som den tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund, Kasem Akmad, forleden åbent formulerede det i Deadline: Truslerne har en »præventiv virkning«. Men den »præventive virkning« skal det danske samfund ikke acceptere, og der er næppe noget vigtigere samfundsmæssigt anliggende end at sikre, at de titusinder af muslimske kvinder, der årligt kommer til Danmark, reelt får mulighed for at sætte sig ud over den »præventive virkning«. De skal beskyttes af polititilhold, overfaldsalarmer og mulighed for ophold på krisecentre helt ligesom de danske medsøstre, der får bank af deres mænd.

Det betyder selvfølgelig ikke, at kvindekamp står og falder med sikringen af muslimske kvinders frihedsrettigheder. Statistikkerne for det danske arbejdsmarked viser, at kvinder generelt stadig glimrer ved deres fravær i toppen af dansk erhvervsliv. Men, om det skal afhjælpes med øremærket barselsorlov og kvoteordninger, er åbne spørgsmål, hvor vi må dele os efter anskuelser og interesser. For der er en vigtig forskel. Man kan have en reel interesse i, at mænd bliver tvunget til at tage en del af barselsorloven. Men man kan faktisk ikke have en reel interesse i at blive truet med stening.