Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Sørgelig status for forsørgersamfundet

Der venter et større reformarbejde, hvis vi skal have råd til at forsørge dem, der har behov for hjælpen og ikke også dem, der egentlig kunne og burde selv.

Foto: Thomas Lekfeldt. I 1970 var godt 200.000 personer i den arbejdsdygtige alder på offentlig forsørgelse. I 1995 var dette tal steget til næsten en million.
Læs mere
Fold sammen

Er knap en million danskere på offentlig forsørgelse, selv om de er i den arbejdsdygtige alder, for mange?

Sådan lød spørgsmålet torsdag, da Berlingske gjorde en slags status over denne del af velfærdssamfundet fra 1970 til i dag.

På de 45 år er antallet af personer, der som udgangspunkt har mulighed for at brødføde sig selv, men alligevel modtager en form for underhold fra den fælles kasse femdoblet fra omkring 200.000 til altså nu tæt på en million personer.

Den største gruppe dengang som nu er danskere på førtidspension eller revalidering. Faktisk har antallet af modtagere af den form for offentlig understøttelse været stort set uændret gennem alle årene. Det må formodes at være mennesker, som har meget ringe mulighed for at klare sig på et arbejdsmarked med konstante krav om at være produktive til meget høje mindstelønninger og meget høje skatter.

En mindre gruppe er personer på barselsorlov og sygedagpenge, og det er vel de færreste, der vil pille ved det – så længe vi har råd til det.

Vi vil faktisk gerne spytte i kassen, så alle med behov bliver forsørget på en værdig måde. Men man kan se kritisk på mulighederne for at komme ind i forsørgelsessystemet, varigheden af ydelserne samt mulighederne for at få folk tilbage igen på arbejdsmarkedet.

Hvad, der derimod forekommer ufornuftigt, er, at vi ikke er bedre i stand til at holde arbejdsdygtige danskere på arbejdsmarkedet. Der er sket reformer de senere år, men effekten på beskæftigelsen er forbavsende lille. Gevinsten ved at gå fra dagpenge til et lavtlønsjob er stadig fortvivlende lille, og for en del af modtagerne af kontanthjælp gælder, at de meget groft sagt ikke er deres løn værd, selv om de bliver ansat i et lavtlønsjob.

Dermed har vi skabt en spiral af behov for forsørgelse og et glasloft over muligheden for selvforsørgelse.

Derfor har antallet af danskere i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst været stort set konstant omkring milllionen siden 1990erne, selv om der allerede dengang blev indledt politiske intiativer for at begrænse den offentlige forsørgelse.

Poul Nyrup Rasmussens løftebrud omkring efterlønnen markedere en slags startskud for disse reformer, men alligevel er knap 100.000 danskere stadig på efterløn. Helt uforståeligt foretog politikerne en kovending, da man i 2004 satte den generelle pensionsalder ned fra 67 til 65 år – den er jo nu på vej op igen.

Fogh Rasmussens tre regeringer og Løkke Rasmussens første fra 2009 til 2011 øgede arbejdsudbuddet kraftigt, Thorning-Schmidt-regeringens bidrag i den retning var noget mindre, og der venter nu et større reformarbejde, hvis vi skal have råd til at forsørge dem, der har behov for hjælpen og ikke også dem, der egentlig kunne og burde selv.

Svaret på spørgsmålet må være et ja, som også statsministeren betonede i sin seneste nytårstale. For mange danskere bliver forsørget af den fælles kasse. Det, der begyndte som en smuk og solidarisk tanke om, at de bredeste skuldre også må bære en del af byrden for dem med svage rygge eller skrøbelige sind, har udviklet sig til en sørgelig forsørgelseskultur.