Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Søren fra Jylland

»Det kan ikke nytte, at de Konservative henter mange stemmer, hvis endnu flere forlader blå blok som følge af indre stridigheder.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det konservative Folkeparti har fået en ny og meget anderledes formand end forgængeren, Lars Barfoed. Hvor Barfoed kom med en baggrund som leder i erhvervsorganisationer og iført korrekt bundet slips, dukkede Søren fra Jylland op iført sommerskjorte og et bramfrit sprog uden ret mange omsvøb. Da han præsenterede sig for medierne i går, kunne ingen være i tvivl om, at Søren Pape har et stærkt engagement og en klar opfattelse af, hvad der er konservative værdier. Når det gælder fremtræden og evnen til at tale med folk, minder han ganske meget om sin navnebroder, Søren Gade, som kommer fra Holstebro. Begge dyrker politik med følelser og mennesker som omdrejningspunkt. Med en naturlig myndighed har Søren Pape åbenlyst gode kvaliteter som fundament for at bringe de Konservative i mere bekvem afstand af spærregrænsen.

Læs også: Thomas Larsen: Søren Pape kan blive en succes

Præsentationen afslørede imidlertid også det dilemma, som Søren Pape og hans parti står med. Uden at gå i detaljer nævnte Søren Pape tre områder, som han i særlig grad brænder for: Bekæmpelse af østkriminalitet, afskaffelse af topskatten og nej til tvungne lektiecafeer i folkeskolen. Ønsket om bekæmpelse af østkriminalitet og topskat deler de Konservative med adskillige andre partier i Folketinget, og selv om Søren Pape i beskrivelsen af den omsiggribende plyndring af private hjem malerisk inddrog sine forældres oplevelser, så formåede han ikke at forklare, hvorfor de Konservative skulle være bedre til at bremse indbrud eller til at afskaffe topskatten end andre. Man kan argumentere for, at Dansk Folkeparti vil have mere effektive forslag mod østkriminalitet, og at Liberal Alliance vil være mere kompromisløs i kampen mod topskatten.

Kampen mod lektiecafeerne er de Konservative stort set alene om. Til gengæld er partiets chancer for at vinde kampen mikroskopiske, og den ny formand står i denne sag til at indkassere sit første nederlag. Hvis regeringsmagten skifter til blå efter næste valg, og hvis de Konservative opnår et valgresultat, der peger mod regeringsdeltagelse, kommer partiet til at tage medansvar for at gennemføre folkeskolereformen med obligatorisk lektiecafé. Alternativt kan partiet stå uden for regering og vil kunne se til fra sidelinjen, mens Folketingets flertal gennemfører reformen.

Læs også: Nyhedsoverblik - Det Konservative Folkeparti

I et interview i denne avis i januar anbefalede Søren Pape sit parti at optræde »meget mere egoistisk« i forhold til de øvrige borgerlige partier og »ikke gå så meget op i, om det kan genere Venstre, Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance«. Nu er han partileder, og hans svære opgave er genrejsningen af hans parti uden samtidig at sætte en borgerlige regeringsmulighed over styr. Det kan ikke nytte, at de Konservative henter mange stemmer, hvis endnu flere forlader blå blok som følge af indre stridigheder. Det ville være utilgiveligt.

Men Søren Pape har vist, at han er en dygtig politisk kommunikator med stor gennemslagskraft. Han er tydeligvis ikke bange for det Christiansborg, som han benævner »osteklokken«. Han kan blive en succesrig leder for de Konservative og til gavn for hele blå blok.